Komponistdødsfald: Sofia Gubaidulina

I musikhistorien har russiske komponister og russiske udøvere en markant plads, og det kan kun bedrøve, at mørket endnu engang har sænket sig over Rusland, som det desværre er sket så ofte før.

Dette ændrer dog ikke ved, at russiske kunstnere - ofte på trods af de herskende regime i Moskva - har formået at skabe stor kunst. Det kan i hvert fald i den grad også siges om Sofia Gubaidulina (1931-2025), som altså i en alder af 93 år er gået bort. Sigende nok boede hun ikke i Rusland, men døde i sit hjem "nær Hamborg", som det hedder i en af de mange omtaler/nekrologer i anledning af hendes død. Og her havde hun levet siden starten af 1990'erne.

                              Gubaidulina her fotograferet af Bodil Maroni Jensen i juni 2018 (Kilde: Boosey & Hawkes)

Gubaidulina var en del af den "yngre" generation af i hjemlandet underkendte og undertrykte komponister, som det kommunistiske regime af den ene eller den anden grund ikke brød sig om, men som havde og især fik et publikum på den anden side af den kolde krigs jerntæppe.

Der er komponister som Alfred Schnittke (1934-1998) og Edison Denisov (1929-1996), og man kunne vel også regne Arvo Pärt (f. 1935) med til denne gruppe, selvom han jo med sin estiske baggrund altså strengt taget ikke var/er en russisk komponist, men var underlagt de samme sovjet-russiske restriktioner. Fælles for dem alle var, at de alle fraflyttede Rusland fra 1980'erne og frem, når chancen for det bød sig. Og sådan er det jo nu desværre igen, hvis man er russer/russisk kunstner og samtidig også gerne vil være et frit menneske - og kunne ytre sig og skabe frit.

Gubaidulinas "synd" i forhold til den officielle sovjetkulturelle linje var nok især en optagethed af det religiøse/religiøs mystik. Hun havde også en tatarsk baggrund og var interesseret i improvisation og folkelige traditioner og instrumenter, som hun også eksperimenterede med i den tidlige del af sit virke.

Det kan være svært at lokalisere en bestemt Gubaidulina-lyd. Man kan finde meget forskelligt på YouTube, og her ved selvsyn konstatere, at hendes musik - og her er nok et fællespunkt med Schnittke - peger i mange retninger. Gennemgående synes dog at være et dramatisk og ekspressivt tonesprog, der undersøger eller bevæger sig i grænselandet mellem det konkret-fysiske og det mere mystiske (religiøse). I hendes forlags nekrolog citeres hun for følgende udtalelse: "Musik forbinder det endelige med det uendelige". Det er måske et godt billede på hvad der driver hendes musik.

Et eksempel kunne være orkesterværket "Märchenpoem" (Eventyr-digt), som her spilles af SWR Symphonieorchester under ledelse af Eva Ollikainen:

Velfortjent anerkendelse til danske musikere

P2 har afsløret 'Årets P2 Kunster' og 'Årets P2 Talent 2025'. Det blev henholdsvis Nightingale String Quartet og den bare 19-årige pianist Valdemar Wenzel Most.

Jeg havde selv den store fornøjelse at høre Nightingale String Quartet til Aarhus Kammermusik Festival i efteråret, og de er virkelig en erfaren, dygtig og velspillende kammermusikalsk gruppe.

Kvartetten, der blev grundlagt i 2007 har senest sat sig for at indspille samtlige Vagn Holmboes strygekvartetter for Da Capo Records. Et forehavende, som de også har høstet stor anerkendelse for. Også internationalt.

Valdemar Wenzel Most er for mig stadig et lidt mere ubeskrevet blad. Men i 2023, da Aarhus International Piano Competition sidst løb af stablen (konkurrencen kører lige netop i disse dage igen) vandt han 2. pladsen i kategori b (aldersgruppen 16-21 år) og også den såkaldte Carl Nielsen-pris.

I den forbindelse fik han også lov til at spille Rakhmaninov sammen med Aarhus Symfoniorkester og dirigenten Pierre Bleuse, og det gør han jo meget fint:

Tillykke og tak til de udvalgte kunstnere og så også en tak til alle de andre dygtige, udøvende kunstnere, som hver dag arbejder så benhårdt for at skabe de store musikalske øjeblikke for alle os der elsker den klassiske kompositionsmusik.