Thereminen, der blev opfundet af den russisk-amerikanske radio-ingeniør og cellist Léon Theremin i 1919 (i øvrigt et godt eksempel på den kulturelle og kunstneriske innovation blandt tidlige Sovjet-kunstnere) er vel et af de tidligste og mest ikoniske eksempler på en sådan elektronisk forgænger til synthesizeren. Lyden formes af udøverens hænder, som bevæges i forhold til to antenner/elektroder. Den ene antenne påvirker tonehøjde (pitch). Den anden påvirker lydstyrke (volumen).
Lyden som dette instrument frembringer er meget særegen. Både mystisk og æterisk, men samtidig også med en næsten sangstemmeagtig kvalitet. Instrumentets lyd/klang virker stadig den dag i dag futuristisk og science fiction-agtig. Kender man temaet til krimiserien Barnaby, så kender man måske lyden, som i øvrigt også bruges af den legendariske triphop-gruppe Portishead i tracket Mysterons. I sidstnævnte tilfælde frembringes lyden dog i virkeligheden af en syntheziser.
Opfinderen Léon Theremin demonstrerer her instrumentet:
Springer vi lidt frem i tiden støder vi på et instrument med det eksotiske navn Ondes Martenot. Instrumentet blev skabt af franskmanden Maurice Martenot, der sjovt nok også var cellist og havde været radiooperatør under 1. verdenskrig. Det var hans erklærede mål at skabe et elektronisk instrument med samme ekspressivitet som en cello. Instrumentet kan i sin færdigudviklede udgave, som stammer fra 1940'erne, på overfladen ligne et klaviaturinstrument med et klaverlignende klaviatur. I tidligere versioner af instrumentet var klaviaturet kun på instrumentet for at kunne illustrere tonehøjder for udøveren, mens det i senere versioner kan anvendes til at skabe vibrato. Instrumentet betjenes dog i virkeligheden med en metalring på højre pegefinger som er forbundet med en metalwire. Tonehøjden skifter, når man bevæger ringen hen over wiren. Dette muliggør ekstremt hurtige glissandi (meget hurtige toneskift op og ned).
Se opfinderen Maurice Martonot demonstrere en tidlig version af instrumentet her:
Lyd-/klang mæssigt er vi med Ondes Martenot (ondes betyder bølge på fransk) lidt det samme sted som thereminen, men lyden er meget nemmere at kontrollere præcist.
 |
Ondes Martenot-instrumentet spiller en hovedrolle i Olivier Messieans Turangalîla-symfoni, som bliver opført den 15. maj i København med DR Symfoniorkestret under ledelse af Esa-Pekka Salonen. Screenshot fra Koncerthusets hjemmeside. |
Instrumentet blev udbredt i Frankrig og flere franske komponister har komponeret for instrumentet. Ofte i samspil med større ensembler/symfoniorkestre. Blandt de mest kendte og stadig opførte værker, hvor instrumentet indgår er Olivier Messiaens monumentale Turangalîla-symfoni, der blev uropført i 1949. Og det er netop grunden til denne lille tekst, fordi jeg i morgen har fornøjelsen af at skulle høre dette værk bliver opført i Koncerthuset med DR Symfoniorkestret, Esa-Pekka Salonen som dirigent og med Bertrand Chamayou på klaver og Cécile Lartigau på Ondes Martenot. Lartigaus kollega Nathalie Forget demonstrerer her det specielle instrument:
Går vi tilbage til slutningen af 1800-tallet og smutter en tur til USA, så var Thaddeus Cahill måske i virkeligheden den elektroniske musiks absolutte pionér, da han tog patent på Telharmoniummet - også kendt som dynamofonen. Instrumentet var en form for elektrisk orgel (bygget på samme teknologi som det senere så berømte Hammond-orgel). Instrumentet indebar dog også en mulighed for mikrotonalitet, som fangede komponisten og musiktænkeren Ferruccio Busonis interesse og gav anledning til nogle af hans mere profestiske overvejelser om musikkens fremtid i hans musiksætetiske skrift Udkast til en ny æstetik for tonekunsten (1907). Et skrift, som blev en stor inspiration for Busonis elev Edgard Varese, der på et kompositionsmusikalsk grundlag blev en banebryder for den elektroniske musik, men også en banebryder for den musikalske modernisme.
Her er en video om telharmoniummet og dets rolle i synthesizerens historie og udviklingen af elektronisk musik:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar