Aarhus Kammermusikfestival: En samlet anmeldelse

Mine indtryk fra sidste weekends Aarhus Kammermusikfestival er nu blevet samlet op i en form for anmeldelse til POV International.

Jeg skriver "form for anmeldelse", der der både er tale om en generel omtale samt korte vurderinger/anmeldelser af enkelte koncerter i programmet. 

Et af højdepunkterne fra festivalen blev Schuberts Klaverkvintet i Es-dur opus 44. Opført af Davis Munk-Nielsen på klaver, Annae Agafia Egholm og Ethan Hou på violin samt Johannes Pihl på bratsch og Jonathan Swensen på cello. Foto: Paw Hedegaard Amdisen.

Arvo Pärt: Da ny kompositionsmusik fik bred appel

Få nulevende komponister er som estiske Arvo Pärt gået fra at være næsten ukendte til at opnå en form for stjernestatus. Og det ikke bare for et smalt publikum af kendere, men for et bredt publikum, der også inkluderer et publikum, der ellers normalt ikke ville lytte til moderne kompositionsmusik. I flere år har Pärt og hans musik således konkurreret med John Williams (ja, ham med Star Wars-temaet m.v.) om at være den mest opførte af en nulevende komponist.

I den seneste opgørelse over mest opførte nulevende komponister
 lå Arvo Pärt på en andenplads kun overgået af filmkomponisten John Williams. 

Pärt blev født den 11.september 1935 i Estland og kunne altså for nylig fejre sin 90 års fødselsdag. Han voksede op i 1950'erne og færdiggjorde sine studier ved konservatoriet i Talinn i 1963. 

Efter eksperimenter med en modernisme og serialisme vendte Pärt sig i slutningen af 1960'erne mod en religiøs tilværelsesforståelse og begyndte at komponere religiøse værker i en mere enkel stil inspireret af middelalderlig vokalmusik. Denne religiøse vending betød, at Pärts musik blev fravalgt til opførelse i hjemlandet, da religiøsitet og religiøs musik ikke passede ind i den officielle kommunistiske kulturpolitik.

Det førte til en længere periode, hvor Pärt koncentrerede sig om studier af middelalder- og renæssancemusik, og om at udvikle sit eget personlige tonesprog (uden dog at kunne få den opført i hjemlandet). I denne periode konverterede Pärt også fra protestantisme til ortodoks kristendom. 

Omkring 1976 er Pärts nye kompositionsteknik endelig færdigudviklet og finder udtryk i værket "Für Alina", som Pärt i videoen ovenfor spiller et uddrag fra i anledning af værkets 50 års jubilæum næste år.

Teknikken eller stilen får af Pärt navnet "tintinnabuli" (afledt af det latinske ord for klokker) og er kendetegnet ved et meget enkelt tonesprog, som har visse ligheder med det tonesprog, der samtidig vokser frem i USA og andre vestlige lande under overskriften "minimalisme". Pärts musik og musikalske univers forbliver dog tæt knyttet til en inderlig kristen bekendelse og til middelalderlige, kirkemusikalske traditioner. 

Pärt-albummet "Arbos", der oprindelig udkom i 1987.

I midten af 1980'erne udkommer Pärts "tintinnabuli"-musik for første gang i vesten på det kultagtige, tyske pladeselskab ECM. Det er albummet "Tabula Rasa" (1984). Og nogle år efter udkommer albummet "Arbos" (1987) på samme pladeselskab. Her møder Pärts musik for første gang den engelske korleder Paul Hillier og hans vokalensemble The Hilliard Ensemble. Det bliver som man kan læse mere om her et samarbejde som virkelig sætter Arvo Pärts musik på et bredere musikalsk og musikhistorisk landkort, hvor han altså har været siden.

I år udkom så endnu et Pärt-album "...Lente" på pladeselskabet Berlin Classics. Her spiller det fremragende orkester Concerto Copenhagen, som egentlig er specialister i opførelser på historiske instrumenter, sammen med Det Estiske Filharmoniske Kor og dirigenten Tönu Kaljuste en række af Pärts bedste værker. Bl.a. hans "Stabat Mater" og hans "Berliner Messe". Et album, som i Information blev anmeldt som "respektindgydende" af Valdemar Lønsted og i Politiken blev anmeldt med 6 hjerter under overskriften "Musikken føles som at bade i kildeklart vand" af Thomas Michelsen. 

Albummet "...Lente" med Pärt-musik på historiske instrumenter,
der udkom i foråret.

Det siger sig selv, at jeg glæder mig rigtig meget til at skulle høre netop disse musikere i Aarhus Domkirke i morgen med et rent Pärt-program. En oplevelse, som jeg nok skal give en nærmere vurdering af efterfølgende.

Originalmanuskripter: Fra papir til toner

Donald Trumps kulturkonservative korstog mod den "degenererede" kunst er endnu ikke nået til musikken, og når den gør er det nok ikke klassikere som Beethoven og Brahms, der kommer til at stå for skud.

En af de store amerikanske kulturinstitutioner - Library of Congress - har i forbindelser med deres koncerter (ofte med nogle af den klassiske musiks stjernenavne) lavet nogle fine videoer, hvor de udøvende kunstnere sammen med bibliotekets musikansvarlige David Plylar kigger på originalmanuskripter af nogle af de komponister, hvis værker de skal opføre.

David Plylar og Hélène Grimaud. Kilde: Manuscript Encounters:
Hélène Grimaud, 25/4-2025: 

• Manuscript Encounters: Hélène Grimaud | Library of Congress

I april satte Plylar sig ned til en samtale med den franske pianist Hélène Grimaud for at se på manuskripter af bl.a. Beethoven og Brahms, og det er der kommet en fin lille video ud af, som kan ses på kongresbibliotekets hjemmeside (og på youtube).

Det er selvfølgelig lidt nørdet, men det er faktisk virkelig interessant at se forskellige komponisters tilgange til det at notere deres musik. Fra Beethovens temperamentsfulde skriblerier til Brahms mere formfuldendte notation.

Det formfuldendte originalmanuskriptet til Brahms Intermezzi opus 118 og 119,
som David Plylar kigger på sammen med pianisten Hélène Grimaud.
Kilde: Manuscript Encounters: Hélène Grimaud, 25/4-2025: 

Manuscript Encounters: Hélène Grimaud | Library of Congress

Samtalen giver også anledning til en refleksion over det magiske forhold, der i den klassiske musik hersker mellem den meget præcise notation - den noterede musik (papirmusikken) - og så fremførelsen eller lyden/musikken. 

For hvad er egentlig forholdet mellem de to? Hvor eksisterer musikken? På papiret eller i de lydbølger, som den udøvende kunstner fremfører?

Grimaud udtrykker det på denne måde (ca. 16 minutter og 15 sekunder inde i videoen):

"It’s so interesting because you always think about, you know, you look at these [manuskripterne, PHA] and you feel like you are looking at The Old Testament, you know. I mean, they are sacred texts. And the score is going to basically give you the keys to the music’s secret. And at the same time, you look at this and you realize if it was not for the interpretation that enables the text to live at all and to live anew with every interpretation, it remains utterly mysterious. So it’s a beautiful synergy between, you know, the creator and the humble interpreter".

Ja, det er i virkeligheden meget mystisk, at blækklatter på et stykke nodepapir bliver levende og bliver til musik. Musik, som kan røre os til tårer eller vække os med sin vildskab. 

Engang udtænkt af en komponist. Noteret på papir. Men kun levende gennem den musikalske opførelse. Og fremført i dette nu, aldrig den samme, men altid forskellig.

Opråb i Politiken: Styrk operaen og den klassiske musik

Magnus Larsson, der bl.a. er dirigent og musikformidler, gør sig i en kronik i dagens udgave af Politiken nogle spændende overvejelser omkring den klassiske musik og specifikt operaens status i Danmark sammenlignet med nabolande som Tyskland og Sverige.

I en kronik i Politiken sætter dirigent og musikformidler Magnus Larsson fokus på, at der mangler rammer for operaen og den klassiske musik uden for København.

Som han påpeger er der i disse lande et langt større kulturpolitisk fokus på den klassiske musik og specifikt altså operaen. Malmø, men også en lang række - også i dansk sammenhæng - mindre, tyske byer har deres egne operahuse, og fungerer som kulturelle kraftcentre for deres respektive lokalområder.

I Danmark har vi kun et reelt operahus i København, og selvom man i Aarhus har Den jyske opera, så er dette langt fra et reelt operahus, og med de seneste justeringer (læs: fyringer) har man i hvert fald også sikret sig, at man ikke i fremtiden vil opleve store og ambitiøse operaopsætninger i Aarhus.

Noget andet er, at man heller ikke uden for Aarhus har de fysiske rammer - dvs. en scene - der kan rumme store operaopsætninger. Både hvad angår sceneteknik og akustik.

Magnus Larsson foreslår konkret, at man satser på at opbygge et decideret operahus vest for Storebælt. Og det behøver ikke at være i Aarhus. Som østjyde og gammel forstads-aarhusianer lagde jeg dog gerne mine æg i denne kurv. Det kunne være en kulturpolitisk krone på værket, hvis vi i Aarhus fik et nyt scenehus, der bl.a. kunne rumme et nyt landsdels-operahus, men også kunne sikre, at man i Aarhus havde en scene til de store musik- og teateropsætninger. 

Indtil videre er alt dette dog utopi, for virkeligheden er, at man i Aarhus knap nok kan finde midlerne til at opretholde et symfoniorkester på det høje niveau, som man faktisk efter årtiers opbygning har formået at få på plads med base i Musikhuset. Og så er vi tilbage ved den virkelige problemstilling, at vi i Danmark ikke i samme grad som vores nabolande har formået at fastholde et kulturpolitisk fokus på den klassiske musik. Det gælder både i forhold til den økonomiske støtte, men vi har også svigtet formidlingen af denne type musik, og har desværre ikke i høj grad nok sørget for, at den er blevet en del af nye generationers kulturelle perspektiv.

Energisk sæsonstart i Musikhuset

Koncertanmeldelse

Koncert 11.09.2025 i Musikhusets Symfoniske Sal, Aarhus

Solist: Marianna Shirinyan

Dirigent: Dmitry Matvienko

Aarhus Symfoniorkester

I sin anden sæsonstart som chefdirigent tog Dmitry Matvienko i spidsen for Aarhus Symfoniorkester livtag med Shostakovitjs ikoniske 5. symfoni. Et værk, der blev komponistens vej ud af kunstnerisk isolation efter at have været lagt på is af Stalin. Aftenens stjerne blev dog helt klart pianisten Marianna Shirinyan, der gav kunstnerisk klarhed og liv til Beethovens 3. klaverkoncert.

Marianna Shirinyan sammen med Dmitry Matvienko og Aarhus Symfoniorkester.
Hun viste sig som aftenens stjerne med en stærk, klar og poetisk fortolkning af Beethoven. Foto: Paw Hedegaard Amdisen.

At store skabende og udøvende kunstnere kan komme fra plagede samfund, der virkelig har været igennem og stadig går igennem svære tider, er de tidligere sovjetrepublikker gode eksempler på.

Mængden af store komponister og musikere i verdensklasse fra den russiske kultursfære og de omkringliggende lande, der har delt og jo til dels - måske mere af nød end af god vilje - stadig deler skæbne med det, vi i dag kalder Rusland, er imponerende og afspejler sig i klassiske koncertprogrammer verden over. 

Hvis man eksempelvis kastede et blik på programmet for aftenens koncert med Aarhus Symfoniorkester, så kunne man hurtigt konstatere at værkerne i to ud af tre tilfælde var af komponister fra disse områder (Rusland og Georgien), og at både solist og dirigent havde rødder i samme områder (Belarus og Armenien).

Aftenens program startede således med et kort værk - "Another Step..." - af den georgiske komponist Giya Kancheli, som først har fundet vej til koncertsalene efter Sovjetunionens sammenbrud.

Værket, der var skrevet i 1992, fremstod som en lidt postmoderne collage af forskellige stilarter og udtryk, som ærlig talt efterlod undertegnede lidt "kold". Her var elementer af noget filmmusik, lirekassemusik og nogle mere brutalistiske udbrud i orkestret, men alt i alt sad man tilbage med en lidt ligegyldig fornemmelse, da værket kom til sin afslutning. Matvienko løftede godt nok partituret op efter opførelsen, men han fik ikke overbevist undertegnede om vigtigheden af at indlede koncerten med værket. Mange kunne have fundet mange andre, mere interessante værker. Eksempelvis af den fuldstændig jævnaldrende Arvo Pärt.

Heldigvis ventede der en virkelig musikalsk godbid i programmets næste punkt: Beethovens tredje klaverkoncert. 

Marianna Shirinyan, der har armenske rødder har efterhånden slået sit navn godt og grundigt fast i Danmark. Hun har siden 2024 været professor på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og er i år også blevet Artist in Residence hos Aarhus Symfoniorkester. Jeg hørte hende allerede sidste sæson spille Griegs klaverkoncert med Aarhus Symfoniorkester, og der er ingen tvivl om, at det er virkelig godt, at man har sikret sig et fast samarbejde med hende i den nye sæson. Var man tøvende over for ideen, så beviste aftenens koncert i hvert på alle måder, at der er tale om et godt match og partnerskab, og man kan kun se frem til at hun både som solist og i kammermusikalske sammenhænge vil være at finde på Musikhusets og Aarhus Symfoniorkesters program i den kommende sæson.

Beethovens 3. klaverkoncert er måske ikke den mest opførte eller mest hørte af Beethovens klaverkoncerter, men jeg synes, at aftenens koncert virkelig gav den god reklame, og må også indrømme, at den siden har kørt af et par omgange på min playliste.

Koncerten er skrevet i overgangen fra 1700-tallet til 1800-tallet, og det er virkelig tydeligt i koncerten, at den både rummer nyt og gammelt. Inspirationen fra klaverkoncertens første mesterkomponist Mozart er tydelig. Både i den orkesteroverture, der indleder koncerten, og som kunne være starten på en Mozart-opera, men også i visse af koncertens temaer - og ja i hele koncertens musikalske elegance - fornemmer man Mozarts lethed. Samtidig har man dog også Beethovens temperament og sans for prægnante og nærmest udskårne temaer.

Shirinyan spillede med sans for begge dele. Med kraft og styrke, men også med en klarhed, der klædte musikken og formidlede elegancen. Og også med poetisk nerve i koncertens langsomme sats.

Især i sidstesatsens rondo fik solist, dirigent og orkester næsten overbevist mig om, at dette må være en af Beethovens bedste finalesatser. Her optræder der også en klarinetsolo som orkestrets 1. klarinetist Mathias Vik Kjøller igen virkelig fik formidlet flot. Så flot, at Shirinyan gav sin blomsterbuket videre til ham efter at have modtaget den.

Det eneste ærgerlige punkt ved denne del af koncerten var, at det (igen) var lykkedes hele to koncertgæster ikke at slå lyden fra deres mobiltelefon fra, så vi både i første og anden sats fik suppleret musikken med lidt sprøde ringetoner. Måske skal man til som i skolerne at indsamle koncertgæsternes telefoner ved indgangen? Eller også skal man gøre, som jeg lige har oplevet i DR Koncerthuset (og i adskillige biografer) simpelthen indtale en talebesked, der minder folk om at slå lyden fra på deres telefoner INDEN koncerten går i gang.

Begejstringen for Beethoven greb også publikum og Shirinyan blev fremkaldt ikke mindre end tre gange og kvitterede med Schuberts Impromtu opus 90, nr. 2 og Debussys Clair de Lune, som gav to gode eksempler på, at vi her har at gøre med en pianist med internationalt format.

På den anden side af pausen ventede Shostakovitj. Nærmere bestemt den 5. symfoni. Værket som efter en række år i unåde sikrede Shostakovitj en plads i Sovjetunionens kulturliv igen.

Dmitry Matvienko - chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester - efter en energisk
og kraftfuld version af Shostakovitjs 5. symfoni. Foto: Paw Hedegaard Amdisen.

Symfonien som Matvienko og Aarhus Symfoniorkester angreb med stor energi og indlevelse er på mange måder typisk for komponisten - måske nærmest arketypisk. Her er både det vrængende og sarkastiske, det viltre, vrede og virile, men der er også i den langsomme sats inderlighed og dyb smerte, og til slut i finalen triumf og storhed. 

Især i symfoniens førstesats tog jeg mig selv i at tænke på Carl Nielsen og Nielsens symfonier. Der er den samme fusion her af noget meget enkelt og folkeligt og samtidig noget meget komplekst og moderne. Det må klart har været det enkle og folkelige islæt, der sikrede Shostakovitjs symfoni en begejstret modtagelse, men også det undertrykkende, sovjetiske systems accept. 

Her var god sovjetisk heroisme. Men jo også det modsatte. Sarkasme, ironi og camoufleret kritik af systemet, og som sagt en langsom sats, hvor jeg nærmest bilder mig ind at kunne høre hele det russiske folks smerte. Få befolkninger har undergået så meget lidelse påtvunget af deres herskere. Under alle omstændigheder i det seneste århundrede.

Det var en fokuseret men også "tømt" dirigent, der sammen med Aarhus Symfoniorkester modtog en stående bifald fra publikum. Foto: Paw Hedegaard Amdisen

Matvienko viste styrke og kraft i sin direktion og det var da tilsyneladende også en tømt dirigent, der til sidst modtog publikums hyldest. Aarhus Symfoniorkester viste igen deres format og professionalisme, men også deres evne til at give musikken og musikkens følelser liv.

Sub specie aeternitatis: Blomstedt og Bruckner i København

På en måde er det meget passende, at jeg efter en længere skrivepause tager hul på en ny koncertsæson med at skrive lidt om endnu en fantastisk koncertoplevelse med Herbert Blomstedt og DR Symfoniorkesteret i København. Passende fordi mit sidste indlæg netop handlede om forårets koncert med Herbert Blomstedt, hvor han sammen med DR Symfoniorkesteret pustede vidunderligt liv i Beethovens 7. Symfoni og Mozarts Prager-symfoni.

I fredagens koncert var det dog andre og mere senromantiske toner, der var på programmet med Bruckners 9. symfoni. En symfoni skrevet i slutningen af Bruckners liv - og ja, faktisk af samme årsag en ufuldendt symfoni i kun tre satser. Under alle omstændigheder i den oprindelige version som Blomstedt og orkester opførte torsdag og fredag i DR Koncerthuset.

Bruckners symfonier i almindelighed og den 9. symfoni specifikt er monumentale værker. I den symfoniske litteratur er det næsten kun Mahler, der i skala og og udtryk kommer på højde med Bruckner. At begge nåede til vejs ende med deres 9. symfonier er i øvrigt yderligere et fællesstræk, som man enten kan forklare med tilfældighedernes spil eller den nok så berømte Beethoven-effekt.

Men der er selvfølgelig også forskelle på Bruckner og Mahler. Ikke mindst i det musikalske udtryk. Det er som om, at der hos Bruckner er en religiøs overbygning og et blik ind i det uendelige, som Mahler ikke rummer på samme måde. 

Måske er det derfor, at Bruckner og hans symfonier lader til at indtage en særlig position for Herbert Blomstedt som dirigent. Blomstedt er som bekendt et stærkt troende og religiøst menneske, og citeredes i det digitale koncertprogram for følgende udtalelse: "Bruckners symfonier er udtryk for længslen efter det evige. Han fører tilhørerne ind i en verden, de ellers aldrig ville kunne opleve". 

Og hvordan opnår Bruckner, Blomstedt og DR Symfoniorkesteret så dette blik ind i det uendelige? Jo en stor del af "hemmeligheden" er Bruckners flair for at skrive for messingblæsere. Inspirationen kommer klart fra Wagner, men Bruckner overgår på alle måder forbilledet i sin anvendelse af denne del af symfoniorkestret. Det kom også til fuld udfoldelse i fredagens koncert. 

Symfoniens anden sats - scherzoen - er et kapitel for sig, og har siden jeg første gang hørte satsen på grammofonplade i Georg Soltis version fascineret mig i al sin martialske vildskab. Den fik vi også i en legende og herligt vild version med Herbert Blomstedt og DR-symfonikerne.

Herbert Blomstedt (med rollator) under den sidste fremkaldelse på scenen. 
Foto: Paw Hedegaard Amdisen

Alder og tid er mærkelige størrelser. Det slog mig, da jeg efter koncerten i fredags tænkte over den oplevelse, jeg havde haft. Her stod en 98-årig dirigent, der entrerede og forlod scenen med rollator, i spidsen for et orkester, der spillede en symfoni af en komponist, som sidste september kunne have fejret sin 200 års fødselsdag, på en måde så musikken fik liv og levede på samme måde, som den havde levet i Bruckners sind i tilblivelsesprocessen og ved samtlige opførsler lige siden. På samme tid så nærværende og samtidig så langt væk. Som et blik ind i evigheden eller "under evighedens synsvinkel", som man også kalder det.

I øvrigt var det rørende igen at opleve den store grad af forbundethed mellem dirigent, orkester og publikum, der gjorde aftenen til endnu en magisk musikoplevelse. Om det blev det sidste møde har vi til gode at se, men nu altså 98-årige Blomstedts koncertprogram er ind til videre fuldt planlagt godt ind i det nye år.