Mahlers farvel til aftenlandet

Mahlers symfonier er stor musik i både udtryk og dimensioner. Det understregede torsdagens koncert i Musikhuset, som krævede hele to landsdelsorkestre og et udbud af instrumenter, der fyldte scenen i Symfonisk Sal til bristepunktet. Koncerten blev under Dmitry Matvienkos ledelse en rejse gennem et værk, der på mange måder markerer et farvel til en gammel verden og måske en ængstelsesfuld indgang til en ny.

 

Koncertanmeldelse

Koncert 02.10.2025 i Symfonisk Sal, Musikhuset, Aarhus

Koncerten blev gentaget i Koncertsalen, Musikkens Hus i Aalborg den 3/10.

Aarhus Symfoniorkester

Aalborg Symfoniorkester

Dirigent: Dmitry Matvienko

 

118 musikere og en dirigent. Så mange skal der til for at opføre Gustav Mahlers 6. Symfoni efter alle kunstens regler. Og derfor havde Aarhus Symfoniorkester slået kræfterne sammen med Aalborg Symfoniorkester, da de torsdag gav liv til Mahlers på alle måde storslåede værk.

118 musikere fra Aarhus og Aalborg symfoniorkestre var på scenen for at fremføre Mahlers 6. Symfoni i Musikhuset i Aarhus. Foto: Paw Hedegaard Amdisen

Mahlers symfonier indtager en særposition i den symfoniske litteratur. Der findes selvfølgelig den klassiske kongerække af symfonikere fra Haydn og Mozart til Beethoven og Brahms, som udgør grundstammen i det symfoniske repertoire. Men så er det også Bruckner og Mahler, der på her deres måde står for en drejning af symfonien hen imod det monumentale, og et udtryk, der afprøver og for Mahlers vedkommende også bryder grænserne for den klassiske symfoni. I dimensioner, i udtryk og i ambition.

Som en sæsonens første koncertoplevelse havde jeg som tidligere beskrevet fornøjelsen af at høre Bruckners 9. Symfoni med DR Symfoniorkestret og Herbert Blomstedt. Det er blændende musik med en religiøs overbevisning, der åbner døre ind til evigheden, som Blomstedt beskrev det i programmet til denne koncert. Med Mahler forholder tingene sig noget anderledes. Mahler er ikke på samme måde et religiøst (og simpelt) menneske som Bruckner. Han er et barn af det moderne og en moderne indstilling. Der er en tvivl og en kompleksitet i Mahlers musik, der udtrykker sig i de konstant skiftende sindsstemninger og brudstykker som er så kendetegnene for Mahlers musik. Især som den udvikler sig mod slutningen af Mahlers desværre ikke alt for lange liv.

Mahlers 6. Symfoni har fået tilnavnet ”Den tragiske” - et tilnavn, som Mahler faktisk selv gav symfonien uden på nogen måde at gøre det til en officiel titel. Og dette tilnavn har da også det rigtige i sig, at symfonien især i finalen udvikler sig på en måde, så det er svært at tale om en ”happy end”. At finalen også byder på to skæbnesvangre hammerslag - ja, to gange skal en kæmpe træhammer bankes ned i en træblok - kan vel også siges at underbygge, at der i hvert fald er noget skæbnetungt og måske ligefrem tragisk på spil.

Nietzsche og hans skæbnefilosofi lå Mahler meget på sinde, og der er også ting i Mahlers biografi, der kan tyde på, at symfonien på en måde af Mahler selv blev set som et forvarsel for en tung ventende skæbne og kommende personlige tragedier. Denne udlægning har Valdemar Lønsted i hvert fald i sin gennemgang af den 6. Symfoni i Mahler-biografien fra 2006.

Dmitry Matvienko med en taknemmelig gestus efter kraftanstrengelsen med at bringe liv til Mahlers mastodont af en symfoni: Foto: Paw Hedegaard Amdisen.

Jeg kan dog heller ikke lade være med - man er vel ikke idéhistoriker for ingenting - at tolke Mahlers symfoni ind i en historisk kontekst, hvor symfonien på en måde også varsler Mahlers farvel til en gammel verden - aftenlandets verden - til fordel for en ny og langt mere utryg og usikker verden. En moderne verden. Hvis man lytter efter, så mener jeg helt klart, at denne overgang fra ”Verden af i går” - som det hedder i titlen på Stefan Zweigs berømte bog - til verden af i dag, og de indre konflikter og den indre uro, som denne overgang giver anledning til i og hos Mahler, kan høres i musikken.

Slagtøjet i bred forstand spiller en stor rolle i symfonien. Sammen med kontrabasserne som i koncertens opstilling - lydmæssigt et ganske godt træk - var placeret i en stor gruppe bag slagtøjet indledes symfonien med et meget krigerisk og marchagtigt tema, hvor de øvrige strygere, men især også lilletrommen spiller en fremtrædende rolle. Jeg har svært ved at tolke dette faretruende tema som andet end en form for forvarsel om lurende militarisme og kommende konflikter.

Selvom symfonien, der er komponeret i perioden fra 1903 til 1906 i en relativ lykkelig periode af Mahlers liv og i en periode, der historisk også har måttet synes som en gylden tid (La Belle Époque), så er det som om Mahler med starten af sin nye symfoni forsøger at tegne et billede af, at noget andet og noget mere faretruende lurer under overfladen.

På trods af, at satsen også rummer andre og blidere temaer og musikalske episoder, så er det som om den mere faretruende musik, som satsen indledes med, bliver ved med at vende tilbage og satsen ender til sidst ud i en forceret kulmination.

Der er opførelsesmæssigt lidt uenigheder om satsernes rækkefølge. I Aarhus-opførelsen havde man valgt at følge Mahlers oprindelige rækkefølge, hvor scherzoen kommer før den langsomme sats, hvilket for mig at se også giver mest mening i forhold til at skabe sammenhæng mellem den langsomme sats drømmeagtige univers og finalesatsens mareridtsagtige karakter. Mahler ombestemte sig senere og byttede om på det to satser, og derfor vil man ofte støde på denne opbygning i andre opførsler og indspilninger.

Om scherzo-satsen må man sige, at den er så vrængende og ironisk som Mahler kan blive. Xylofonen, som siden den franske komponist Camille Saint-Saëns’ symfoniske digt ”Danse macabre” forbindes med det morbide og dansende skeletter, får i denne sats en lille solo. Men ellers der et miskmask af folkemusikalske referencer og bider af noget mere serenadeagtigt, mozartsk. Det afbrydes dog hele tiden og forvrænges, og det er klart, at Mahler her morer sig med at bringe os på totalt gyngende og usikker grund rent musikalsk.

I den langsomme sats - som altså i denne opførelse blev tredjesatsen - er vi til gengæld ikke på usikker eller gyngende grund. Her befinder vi os i et drømmeagtigt univers. Der er pastorale elementer, hvor man på et tidspunkt hører koklokker i det fjerne og næsten kan fornemme det idylliske alpelandskab, hvor Mahler skrev store dele af symfonien. Men der er også et mere vemodigt og til tider koralagtigt tema, som til tider udfoldes så storladent og så følelsesfuldt, at det næsten bliver for meget. Et andet Mahler-kendetegn.

Under alle omstændigheder er vi her et godt og trygt sted, men dog samtidig med en ekstrem vemodig stemning, der antyder, at det hele engang kan være forbi. Den følelse, vi alle kan have, når vi har oplevet noget stort, godt og smukt, og som vi i næste nu ved er overstået og aldrig vender tilbage.

I kontrast til dette intense og drømmeagtige univers befinder vi os med finalesatsen i univers, hvor drømmen forvandler sig til mareridt og febervildelse. Her er følelsen af svimmelhed og mærkelige, metalliske klange fra harperne og slagtøjet, skingre trompeter og dybe tubatoner. En dyster koral, der vokser frem af dybet. En tilbagevenden af vrængende og militaristisk marchmusik. Og midt i det hele optræder så et helteagtigt motiv, der giver stærke mindelser om Richard Strauss. 

Så lyden af fjerne koklokker og celeste, der giver mindelser om den langsomme sats alpeidyl, der igen afbrydes af det helteagtige motiv fra tidligere, der udvikler sig og kulminerer med et tungt hammerslag. Er det en opvågning fra mareridtet? Nej, mareridtet fortsætter for lidt senere igen at blive afbrudt af endnu et hammerslag, og heller ikke denne gang markerer hammerslaget en opvågning fra mareridtet, men måske mere en realisering af, at mareridtet ikke er en ond drøm, men derimod selve den fragmenterede virkelighed, vi befinder os i. Og selvom lysere toner forsøger at vinde plads i satsens sidste tredjedel, så er det grundlæggende denne dystre note symfonien klinger ud på.

Det er for mig svært at fortolke finalesatsen - som vist for øvrigt er Mahlers længste symfoniske sats - som andet end Mahlers endegyldige farvel til en gammel verden (den langsomme sats pastorale og vemodige stemning) og en opvågning til en ny og langt mere fragmenteret og på sin vis også truende moderne verden, der kan virke som febervildelse og mareridt, men er den verden, vi som moderne mennesker må forholde os til.

Både orkester og dirigent leverede en kraftpræstation til torsdagens koncert i Aarhus. Foto: Paw Hedegaard Amdisen

Og hvordan klarede musikerne fra Aarhus Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester sammen med Dmitry Matvienko så opgaven med at give liv til denne mastodont af en symfoni? Jo, det gjorde de med stor overbevisning og kraft, og med en tydelig idé om hvor de ville hen med deres fortolkning af musikken. Som allerede nævnt havde man valgt en lidt utraditionel opstilling af orkestret, hvor kontrabasserne bl.a. var placeret bag slagtøjet på den bagerste midterdel af scenen, og det gav helt klart noget godt til orkestrets samlede klang i koncertrummet.

Når jeg i denne anmeldelse har kunnet give en ret præcis fortolkning af min oplevelse af Mahlers symfoni, så skyldes det ikke mindst, at det var den oplevelse, der blev formidlet til mig musikalsk. Og det hang igen sammen med orkestrets og dirigentens klare og overvisende fortolkning og fremførelse af Mahlers musik.