Fremtidsmusik: Ondes Martenot og elektronisk genereret musik før synthesizeren

Før den elektroniske musik for alvor sneg sig ind i mainstreamkulturen blev der eksperimenteret med instrumenter, som på mange måder foregriber de lydmæssige muligheder og kvaliteter som den moderne syntheziser fra 1960'erne og frem gjorde mulige.

Thereminen, der blev opfundet af den russisk-amerikanske radio-ingeniør og cellist Léon Theremin i 1919 (i øvrigt et godt eksempel på den kulturelle og kunstneriske innovation blandt tidlige Sovjet-kunstnere) er vel et af de tidligste og mest ikoniske eksempler på en sådan elektronisk forgænger til synthesizeren. Lyden formes af udøverens hænder, som bevæges i forhold til to antenner/elektroder. Den ene antenne påvirker tonehøjde (pitch). Den anden påvirker lydstyrke (volumen).

Lyden som dette instrument frembringer er meget særegen. Både mystisk og æterisk, men samtidig også med en næsten sangstemmeagtig kvalitet. Instrumentets lyd/klang virker stadig den dag i dag futuristisk og science fiction-agtig. Kender man temaet til krimiserien Barnaby, så kender man måske lyden, som i øvrigt også bruges af den legendariske triphop-gruppe Portishead i tracket Mysterons. I sidstnævnte tilfælde frembringes lyden dog i virkeligheden af en syntheziser.

Opfinderen Léon Theremin demonstrerer her instrumentet:

Springer vi lidt frem i tiden støder vi på et instrument med det eksotiske navn Ondes Martenot. Instrumentet blev skabt af franskmanden Maurice Martenot, der sjovt nok også var cellist og havde været radiooperatør under 1. verdenskrig. Det var hans erklærede mål at skabe et elektronisk instrument med samme ekspressivitet som en cello. Instrumentet kan i sin færdigudviklede udgave, som stammer fra 1940'erne, på overfladen ligne et klaviaturinstrument med et klaverlignende klaviatur. I tidligere versioner af instrumentet var klaviaturet kun på instrumentet for at kunne illustrere tonehøjder for udøveren, mens det i senere versioner kan anvendes til at skabe vibrato. Instrumentet betjenes dog i virkeligheden med en metalring på højre pegefinger som er forbundet med en metalwire. Tonehøjden skifter, når man bevæger ringen hen over wiren. Dette muliggør ekstremt hurtige glissandi (meget hurtige toneskift op og ned).

Se opfinderen Maurice Martonot demonstrere en tidlig version af instrumentet her:

Lyd-/klang mæssigt er vi med Ondes Martenot (ondes betyder bølge på fransk) lidt det samme sted som thereminen, men lyden er meget nemmere at kontrollere præcist.

Ondes Martenot-instrumentet spiller en hovedrolle i Olivier Messieans Turangalîla-symfoni,
som bliver opført den 15. maj i København med DR Symfoniorkestret under ledelse
af Esa-Pekka Salonen. Screenshot fra Koncerthusets hjemmeside.

Instrumentet blev udbredt i Frankrig og flere franske komponister har komponeret for instrumentet. Ofte i samspil med større ensembler/symfoniorkestre. Blandt de mest kendte og stadig opførte værker, hvor instrumentet indgår er Olivier Messiaens monumentale Turangalîla-symfoni, der blev uropført i 1949. Og det er netop grunden til denne lille tekst, fordi jeg i morgen har fornøjelsen af at skulle høre dette værk bliver opført i Koncerthuset med DR Symfoniorkestret, Esa-Pekka Salonen som dirigent og med Bertrand Chamayou på klaver og Cécile Lartigau på Ondes Martenot. Lartigaus kollega Nathalie Forget demonstrerer her det specielle instrument:

Går vi tilbage til slutningen af 1800-tallet og smutter en tur til USA, så var Thaddeus Cahill måske i virkeligheden den elektroniske musiks absolutte pionér, da han tog patent på Telharmoniummet - også kendt som dynamofonen. Instrumentet var en form for elektrisk orgel (bygget på samme teknologi som det senere så berømte Hammond-orgel). Instrumentet indebar dog også en mulighed for mikrotonalitet, som fangede komponisten og musiktænkeren Ferruccio Busonis interesse og gav anledning til nogle af hans mere profestiske overvejelser om musikkens fremtid i hans musiksætetiske skrift Udkast til en ny æstetik for tonekunsten (1907). Et skrift, som blev en stor inspiration for Busonis elev Edgard Varese, der på et kompositionsmusikalsk grundlag blev en banebryder for den elektroniske musik, men også en banebryder for den musikalske modernisme. 

Her er en video om telharmoniummet og dets rolle i synthesizerens historie og udviklingen af elektronisk musik:

Program ude for Aarhus Kammermusikfestival

Så er programmet ude for årets Aarhus Kammermusikfestival ude. 

Programmet er i år udvidet med en dag og et af hovednavnene bliver Den Danske Strygekvartet. Der tegner sig traditionen tro et program med masser af god kammermusik, cross over og masser af anderledes aktiviteter for publikum.

Den Danske Strygekvartet bliver et af årets hovednavne på Aarhus Kammermusikfestival.
Screenshot fra kvartettens hjemmeside.

Brahms i Aarhus - anmeldelse POV

Efter en længere pause har jeg igen anmeldt for POV.

Anledningen var Brahms' Ein Deutsches Requiem i Aarhus med hele tre lokale kor, solister og Aarhus Symfoniorkster under ledelse af Dmitry Matvienko.

Hyldest til de over 100 lokale korsangere, der opførte Brahms
i Musikhuset den 30/4.
Foto: Paw Hedegaard Amdisen

Alle skuffer over tid - bare ikke Beethoven!

Tyngdepunktet var Beethovens ærkeklassiske "Pastorale"-symfoni, da Aarhus Symfoniorkester under ledelse af den spanske dirigent Ramón Tebar torsdag aften demonstrerede, at de både som kollektiv og på individniveau er et hammerdygtigt orkester. For undertegnede blev koncerten også endnu en understregning af, at der her snart 200 år efter Beethovens død ikke findes megen musik, der er mere opløftende og livvsbekræftende end den gamle mesters. 

 

Koncertanmeldelse

Koncert 07.05.2026 i Symfonisk Sal, Musikhuset, Aarhus

Aarhus Symfoniorkester

Solist: Miah Persson (sopran)

Dirigent: Ramón Tebar

Det kan være lidt af en opgave at sammensætte et koncertprogram, der rummer et - selv for den klassiske musikgenre - ærkeklassisk værk som en Beethoven-symfoni. En opgave, der ikke bliver mindre, når det drejer sig om et værk så klassisk og ikonisk som Beethovens 6. Symfoni - "Pastorale"-symfonien. Strategien torsdag aften i Musikhuset var at indlede koncerten med kortere formater, men med et markant større orkester og senromantisk tonesprog.

Koncertens optakt blev derfor Richard Wagner for fuld udblæsning med ouverturen fra Tannhäuser. Og lad os bare konstatere det med det samme. Det bliver næppe mere wagnersk end netop denne ouverture, hvor blæserne fra starten spiller en hovedrolle, men hvor de hvirvlende strygere også leverer det underlæggende hav, der bærer musikken frem. Det er musik med store og overvældende følelser, der hele tiden balancerer på grænsen til at være for meget. 

En fornøjelse må det dog også under alle omstændigheder være at spille musik, der i alle henseender er så saftigt orkestreret, og en særlig glæde må det være at spille det tilbagevendende heroiske blæsertema, som både åbner og afslutter ouverturen. Blæsersektionen spillede i hvert fald, så det signalerede både glæde ved og fornøjelse for musikken.

Aftenens dirigent - spanske Ramón Tebar - gør sig primært som operadirigent, og det var tydeligt at høre, at han dermed er et godt øre for det dramatiske i musikken. At han i øvrigt heller ikke brugte hverken nodepult eller noder tydede også på en fortrolighed med musikken og et overskud, som kunne omsættes i en meget fokuseret indsats på podiet.

Rørende Richard Strauss

Anden del af koncertens første halvleg bød på endnu mere senromantiske toner med et udvalg af Richard Strauss-lieder med orkesterledsagelse. Strauss' Vier Letzte Lieder står i dag som det store vidnesbyrd over komponistens evne for at komponere vokalmusik med orkesterledsagelse, men allerede tidligt i karrieren viste Strauss sine evner som lied-komponist. 4 Lieder opus 27, som oprindeligt blev komponeret i 1894, men blev orkestreret 54 år senere af Strauss selv, var således udgangspunktet, da den svenske sopran Miah Persson i første omgang gik på scenen. De fire lieder blev efterfølgende suppleret med et udvalg af enkeltstående lieder, hvoraf "Waldseligkeit" nok er en af de mest kendte.

Aftenens solist Miah Persson sender et takkende blik til koncertmester
 Christian Chivu Ivan, der på smukkeste vis ledsagede hende i sangen "Morgen!"
Foto: Paw Hedegaard Amdisen.

Strauss er virkelig en virtuos orkesterkomponist, og i modsætning til det musikalske forbillede Wagner, så har han en langt mere delikat og transparant tilgang til orkestrering, hvilket til fulde kom til udtryk i aftenens fine udvalg af orkesterlieder. Miah Persson viste sig være en velvalgt solist med den helt rigtige stemmemæssige glød  til Strauss' elegante lydunivers. Og denne del af koncerten blev derfor også en rigtig god oplevelse. Ikke mindst sangen "Morgen!" fra de fire sange opus 27 blev en rørende oplevelse. Ikke mindst på grund af koncertmester Christian Chivu Ivans meget indfølte soloviolin, der sammen med harpen spiller en hovedrolle i denne lille perle af en sang, som fint kan måle sig med de ikoniske sange fra Vier Letzte Lieder.

Publikumsbegejstring er selvfølgelig altid godt, men at aftenens publikum mente, at de skulle klappe efter hver enkelt sang (og senere også efter hver sats af "Pastorale"-symfonien) blev for mig et noget forstyrrende element. Om der er ved at ske et skifte i den klassiske koncertkultur skal jeg ikke kunne sige, men det bliver svært for orkester, solist og dirigent (og publikum) at holde fokus og struktur i opførelsen, hvis det er den vej tingene går.

Hovedretten: Beethoven

Efter pausen stod den på hovedretten: Beethoven. "Pastorale"-symfonien er ikke den af Beethovens symfonier, som jeg har haft de tætteste forhold til. Men aftenens koncert blev i denne henseende lidt af en øjen- eller skulle man sige øreåbner. 

På en måde kan man sige, at der lå en vis programmæssig ironi i at lade programmusikkens mester - Richard Straus - repræsentere af "absolutte" værker og samtidig kombinere det med det værk af den absolutte musiks hovedikon - Beethoven - som er tættest på at nærme sig programmusikken. Det vil sige musik, der på den ene eller den anden måde er ledsaget af en forklaring, fremstiller en bestemt historie og i Beethovens tilfælde endda også imiterer virkelighedens lyde. 

Men ser man bort fra Beethovens "program", hvor vi altså følger en vandring i naturen - komplet med landlig idyl, naturscenerier, en "lystig forsamling af bønder", tordenvejr og hyrdesang - så er den såkaldte "Pastorale"-symfoni på mange måder også et af Beethovens lyseste værker. 

At den er skrevet samtidig med den mere konfliktfyldte og temperentsfulde 5. Symfoni - "Skæbne"-symfonien - viser alsidigheden i Beethovens musikalske geni, men viser for mig at se også frem imod, at der altid bag Beethovens iltre temperament gemmer sig en fundamental livsglæde og en livsbekræftende tiltro til mennesket og menneskets potentiale. Og selvom stormen lurer i den fjerde sats af symfonien, så er den varme og den poesi, der vokser ud af symfoniens øvrige satser ganske enkelt rørende. Vel og mærke når den formidles på den måde og med det niveau, som blev lagt for dagen af Aarhus Symfoniorkester og Ramón Tebar.

Ramón Tebar gjorde sammen med de dygtige musikere
i Aarhus Symfoniorkester aftenen til en opløftene oplevelse,
der gav tro på menneskets og menneskehedens potentiale.
Foto: Paw Hedegaard Amdisen

Efter at have haft partituret fremme under Strauss-liederne dirigerede Tebar endnu engang uden partitur og nodepult, da vi kom til Beethoven. Det muliggjorde en meget fri, kropslig og organisk ledelse af orkestret, og det var tydeligt, at Tebar ganske tydeligt havde hele orkestrets fulde opmærksomhed.

Jeg har før bemærket det, men Aarhus Symfoniorkester har samlet sig blæsergruppe med store individuelle kvaliteter. Både træblæsere og messingblæsere gav store bidrag til aftenens koncertoplevelse og det var også tydeligt efterfølgende, at Tebar satte stor pris på de individuelle indsatser, idet han sørgede for at samtlige instrumentgrupper fik del i publikums hyldest. Helt generelt må man sige, at publikums hyldest tydede på, at både orkester og dirigent havde ramt plet med deres fortolkning af Beethoven.

For undertegnede blev aftenens Beethoven-fortolkning som sagt en vigtig påmindelse om Beethovens store rækkevidde og aktualitet som komponist. Jeg forlod således Musikhuset opløftet og med en livsbekræftende tro på menneskets og menneskehedens potentiale, og det må - i de tider, som vi lever i - siges at være lidt af en bedrift at blive bragt derhen.