Drama på La Fenice

Det berømte operahus La Fenice i Venedig danner i øjeblikket rammen for et sandt drama, der på mange måder indeholder nok dramatisk stof til en opera i sig selv.

Det handler om den 35-årige dirigent Beatrice Venezi, der til manges store fortrydelse - ikke mindst operahusets kunstnere, men også mange af La Fenices faste gæster - er blevet udnævnt som chefdirigent for det meget prestigefyldte operahus.

Den italienske dirigent Beatrice Venezi skaber intens debat i Italien. Kilde: Warner Classics/Erato.

Årsagen til fortrydelsen skyldes, at udnævnelsen bliver set som en politisk udpegning, da dirigenten har tætte forbindelser til premierminister Georgia Meloni og den yderste højrefløj i Italien. 

Det er blandt andet blevet fremført, at den 35-årige dirigent endnu ikke har et CV og en kunstnerisk karriere bag sig, der kan begrunde ansættelsen.

I en pressemeddelelse har operahusets 300 ansatte forlangt hendes afgang fra posten som chefdirigent, og på den måde ser fremtidsudsigterne for Venezi heller ikke lyse ud i Venedig.

DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi har også blandet sig i debatten og opfordret til at Venezi frasiger sig posten. 

Som vi også har set det i USA, så er kulturkampen for længst blevet en integreret del af det politiske projekt, som nationalkonservative populister prøver at gennemtvinge i disse år. Denne kamp er nu nået til Italien, og det skal blive spændende at se hvor den kamp ender.

Mahlers farvel til aftenlandet

Mahlers symfonier er stor musik i både udtryk og dimensioner. Det understregede torsdagens koncert i Musikhuset, som krævede hele to landsdelsorkestre og et udbud af instrumenter, der fyldte scenen i Symfonisk Sal til bristepunktet. Koncerten blev under Dmitry Matvienkos ledelse en rejse gennem et værk, der på mange måder markerer et farvel til en gammel verden og måske en ængstelsesfuld indgang til en ny.

 

Koncertanmeldelse

Koncert 02.10.2025 i Symfonisk Sal, Musikhuset, Aarhus

Koncerten blev gentaget i Koncertsalen, Musikkens Hus i Aalborg den 3/10.

Aarhus Symfoniorkester

Aalborg Symfoniorkester

Dirigent: Dmitry Matvienko

 

118 musikere og en dirigent. Så mange skal der til for at opføre Gustav Mahlers 6. Symfoni efter alle kunstens regler. Og derfor havde Aarhus Symfoniorkester slået kræfterne sammen med Aalborg Symfoniorkester, da de torsdag gav liv til Mahlers på alle måde storslåede værk.

118 musikere fra Aarhus og Aalborg symfoniorkestre var på scenen for at fremføre Mahlers 6. Symfoni i Musikhuset i Aarhus. Foto: Paw Hedegaard Amdisen

Mahlers symfonier indtager en særposition i den symfoniske litteratur. Der findes selvfølgelig den klassiske kongerække af symfonikere fra Haydn og Mozart til Beethoven og Brahms, som udgør grundstammen i det symfoniske repertoire. Men så er det også Bruckner og Mahler, der på her deres måde står for en drejning af symfonien hen imod det monumentale, og et udtryk, der afprøver og for Mahlers vedkommende også bryder grænserne for den klassiske symfoni. I dimensioner, i udtryk og i ambition.

Som en sæsonens første koncertoplevelse havde jeg som tidligere beskrevet fornøjelsen af at høre Bruckners 9. Symfoni med DR Symfoniorkestret og Herbert Blomstedt. Det er blændende musik med en religiøs overbevisning, der åbner døre ind til evigheden, som Blomstedt beskrev det i programmet til denne koncert. Med Mahler forholder tingene sig noget anderledes. Mahler er ikke på samme måde et religiøst (og simpelt) menneske som Bruckner. Han er et barn af det moderne og en moderne indstilling. Der er en tvivl og en kompleksitet i Mahlers musik, der udtrykker sig i de konstant skiftende sindsstemninger og brudstykker som er så kendetegnene for Mahlers musik. Især som den udvikler sig mod slutningen af Mahlers desværre ikke alt for lange liv.

Mahlers 6. Symfoni har fået tilnavnet ”Den tragiske” - et tilnavn, som Mahler faktisk selv gav symfonien uden på nogen måde at gøre det til en officiel titel. Og dette tilnavn har da også det rigtige i sig, at symfonien især i finalen udvikler sig på en måde, så det er svært at tale om en ”happy end”. At finalen også byder på to skæbnesvangre hammerslag - ja, to gange skal en kæmpe træhammer bankes ned i en træblok - kan vel også siges at underbygge, at der i hvert fald er noget skæbnetungt og måske ligefrem tragisk på spil.

Nietzsche og hans skæbnefilosofi lå Mahler meget på sinde, og der er også ting i Mahlers biografi, der kan tyde på, at symfonien på en måde af Mahler selv blev set som et forvarsel for en tung ventende skæbne og kommende personlige tragedier. Denne udlægning har Valdemar Lønsted i hvert fald i sin gennemgang af den 6. Symfoni i Mahler-biografien fra 2006.

Dmitry Matvienko med en taknemmelig gestus efter kraftanstrengelsen med at bringe liv til Mahlers mastodont af en symfoni: Foto: Paw Hedegaard Amdisen.

Jeg kan dog heller ikke lade være med - man er vel ikke idéhistoriker for ingenting - at tolke Mahlers symfoni ind i en historisk kontekst, hvor symfonien på en måde også varsler Mahlers farvel til en gammel verden - aftenlandets verden - til fordel for en ny og langt mere utryg og usikker verden. En moderne verden. Hvis man lytter efter, så mener jeg helt klart, at denne overgang fra ”Verden af i går” - som det hedder i titlen på Stefan Zweigs berømte bog - til verden af i dag, og de indre konflikter og den indre uro, som denne overgang giver anledning til i og hos Mahler, kan høres i musikken.

Slagtøjet i bred forstand spiller en stor rolle i symfonien. Sammen med kontrabasserne som i koncertens opstilling - lydmæssigt et ganske godt træk - var placeret i en stor gruppe bag slagtøjet indledes symfonien med et meget krigerisk og marchagtigt tema, hvor de øvrige strygere, men især også lilletrommen spiller en fremtrædende rolle. Jeg har svært ved at tolke dette faretruende tema som andet end en form for forvarsel om lurende militarisme og kommende konflikter.

Selvom symfonien, der er komponeret i perioden fra 1903 til 1906 i en relativ lykkelig periode af Mahlers liv og i en periode, der historisk også har måttet synes som en gylden tid (La Belle Époque), så er det som om Mahler med starten af sin nye symfoni forsøger at tegne et billede af, at noget andet og noget mere faretruende lurer under overfladen.

På trods af, at satsen også rummer andre og blidere temaer og musikalske episoder, så er det som om den mere faretruende musik, som satsen indledes med, bliver ved med at vende tilbage og satsen ender til sidst ud i en forceret kulmination.

Der er opførelsesmæssigt lidt uenigheder om satsernes rækkefølge. I Aarhus-opførelsen havde man valgt at følge Mahlers oprindelige rækkefølge, hvor scherzoen kommer før den langsomme sats, hvilket for mig at se også giver mest mening i forhold til at skabe sammenhæng mellem den langsomme sats drømmeagtige univers og finalesatsens mareridtsagtige karakter. Mahler ombestemte sig senere og byttede om på det to satser, og derfor vil man ofte støde på denne opbygning i andre opførsler og indspilninger.

Om scherzo-satsen må man sige, at den er så vrængende og ironisk som Mahler kan blive. Xylofonen, som siden den franske komponist Camille Saint-Saëns’ symfoniske digt ”Danse macabre” forbindes med det morbide og dansende skeletter, får i denne sats en lille solo. Men ellers der et miskmask af folkemusikalske referencer og bider af noget mere serenadeagtigt, mozartsk. Det afbrydes dog hele tiden og forvrænges, og det er klart, at Mahler her morer sig med at bringe os på totalt gyngende og usikker grund rent musikalsk.

I den langsomme sats - som altså i denne opførelse blev tredjesatsen - er vi til gengæld ikke på usikker eller gyngende grund. Her befinder vi os i et drømmeagtigt univers. Der er pastorale elementer, hvor man på et tidspunkt hører koklokker i det fjerne og næsten kan fornemme det idylliske alpelandskab, hvor Mahler skrev store dele af symfonien. Men der er også et mere vemodigt og til tider koralagtigt tema, som til tider udfoldes så storladent og så følelsesfuldt, at det næsten bliver for meget. Et andet Mahler-kendetegn.

Under alle omstændigheder er vi her et godt og trygt sted, men dog samtidig med en ekstrem vemodig stemning, der antyder, at det hele engang kan være forbi. Den følelse, vi alle kan have, når vi har oplevet noget stort, godt og smukt, og som vi i næste nu ved er overstået og aldrig vender tilbage.

I kontrast til dette intense og drømmeagtige univers befinder vi os med finalesatsen i univers, hvor drømmen forvandler sig til mareridt og febervildelse. Her er følelsen af svimmelhed og mærkelige, metalliske klange fra harperne og slagtøjet, skingre trompeter og dybe tubatoner. En dyster koral, der vokser frem af dybet. En tilbagevenden af vrængende og militaristisk marchmusik. Og midt i det hele optræder så et helteagtigt motiv, der giver stærke mindelser om Richard Strauss. 

Så lyden af fjerne koklokker og celeste, der giver mindelser om den langsomme sats alpeidyl, der igen afbrydes af det helteagtige motiv fra tidligere, der udvikler sig og kulminerer med et tungt hammerslag. Er det en opvågning fra mareridtet? Nej, mareridtet fortsætter for lidt senere igen at blive afbrudt af endnu et hammerslag, og heller ikke denne gang markerer hammerslaget en opvågning fra mareridtet, men måske mere en realisering af, at mareridtet ikke er en ond drøm, men derimod selve den fragmenterede virkelighed, vi befinder os i. Og selvom lysere toner forsøger at vinde plads i satsens sidste tredjedel, så er det grundlæggende denne dystre note symfonien klinger ud på.

Det er for mig svært at fortolke finalesatsen - som vist for øvrigt er Mahlers længste symfoniske sats - som andet end Mahlers endegyldige farvel til en gammel verden (den langsomme sats pastorale og vemodige stemning) og en opvågning til en ny og langt mere fragmenteret og på sin vis også truende moderne verden, der kan virke som febervildelse og mareridt, men er den verden, vi som moderne mennesker må forholde os til.

Både orkester og dirigent leverede en kraftpræstation til torsdagens koncert i Aarhus. Foto: Paw Hedegaard Amdisen

Og hvordan klarede musikerne fra Aarhus Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester sammen med Dmitry Matvienko så opgaven med at give liv til denne mastodont af en symfoni? Jo, det gjorde de med stor overbevisning og kraft, og med en tydelig idé om hvor de ville hen med deres fortolkning af musikken. Som allerede nævnt havde man valgt en lidt utraditionel opstilling af orkestret, hvor kontrabasserne bl.a. var placeret bag slagtøjet på den bagerste midterdel af scenen, og det gav helt klart noget godt til orkestrets samlede klang i koncertrummet.

Når jeg i denne anmeldelse har kunnet give en ret præcis fortolkning af min oplevelse af Mahlers symfoni, så skyldes det ikke mindst, at det var den oplevelse, der blev formidlet til mig musikalsk. Og det hang igen sammen med orkestrets og dirigentens klare og overvisende fortolkning og fremførelse af Mahlers musik.

 

Anmeldelse i POV: Pärt i Aarhus

Man kan nu på POV International finde min anmeldelse af en koncert i Aarhus Domkirke med musik af Arvo Pärt fremført af Concerto Copenhagen, Det estiske filharmoniske kor og dirigent Tönu Kaljuste. 

Kilde: Concerto Copenhagens Facebook-side.

En ny rute til bjergets top

Det var som noget ganske særligt med den fremadstormende danske akkordeonist Bjarke Mogensen som ledsager, at den britiske tenor Mark Padmore onsdag aften lagde stemme til Schuberts ikoniske sangcyklus Winterreise i Musikhuset. Det blev en anderledes, men i sidste ende også en rørende version af et af højdepunkterne i den klassiske sangs historie.

Koncertanmeldelse

Koncert 01.10.2025 i Lille Sal, Musikhuset, Aarhus
Koncerten var en del af ”Klassiske dage - Holstebro International Music Festival”.

Tenor: Mark Padmore
Akkordeon: Bjarke Mogensen

 

”En vandrer forlader sit hjem og sin elskede i nattens mørke. Han tager afsked med et liv, han må opgive at blive en del af, uden tydeligt at udtrykke årsagen, og begiver sig ud i kulden, fyldt af sorg og længsel”.

”Vandrerens tårer fryser på hans kinder som iskrystaller. Han undrer sig over, hvordan noget så varmt som smertefulde tårer kan forvandles til kulde. Sorgen bliver til et fysisk tegn på hans indre frosne tilstand”.

”Byen sover, mens han vandrer igennem den. Ingen seng, ingen varme venter ham. Han fortsætter videre, mens hundene bjæffer, som om selv natten afviser ham”.

”Han kommer til en kirkegård og tænker, at det kan være som en kro for ham, hvor han kan hvile sig. Men selv her er der ingen værelser ledige, så han må vandre videre”.

 

I stedet for et koncertprogram havde arrangørerne af onsdagens koncert valgt at lave en oversigt over de 24 sange, der udgør ”Winterreise”. Hver især udstyret med et kort sammendrag af sangens indhold. Jeg har her udvalgt sammendragene 4 sange, som i grundstemning og temaer ikke skiller sig meget ud fra gennemsnittet.

Der er selvfølgelig masser af romantisk patos i spil i teksterne. Men det skulle også gerne stå klart ud fra de udvalgte sammendrag, at det er en dyster rejse - fyldt med eksistentielle temaer som ensomhed, fortvivlelse og ulykkelig væren i verden - som komponisten Franz Schubert og digteren Wilhelm Müller tager os med på i ”Winterreise”. Ikke just sange, der løfter stemningen.

Schuberts gode ven Joseph von Spaun skrev således om stemningen, da Schubert for første gang fremførte sangene i et privat selskab: ”Vi var fuldstændig forbløffede over den sørgmodige, dystre stemning i disse sange”.

Blot en enkelt af sangene - ”Lindenbaum” - høstede anerkendelse fra Franz von Schober, som var et fremtrædende medlem af vennekredsen. Til det replicerede Schubert ifølge von Spaun: ”og dog er disse sange mig mere kære end alle de andre, og du vil også komme til at kunne lide dem”.

Og lide dem - ja, det kom sangverdenen i hvert fald til. På trods af eller måske netop på grund af den lidt dystre grundstemning i sangene. Der findes vel i dag næppe en professionel, klassisk sanger med respekt for sig selv, som ikke på et eller andet tidspunkt skal prøve kræfter med denne samling af sange.

Således altså også den meget anerkendte, 64-årige, britiske tenor Mark Padmore, der både i 2009 (sammen med Paul Lewis) og 2018 (sammen med Kristian Bezuidenhout) har indspillet sangene på pladeselskabet Harmonia Mundi. I den seneste version med Bezuidenhout på fortepiano, som givetvis er den type af historisk klaver, som sangene oprindeligt er blevet akkompagneret af.

Mark Padmore har desuden ved utallige lejligheder opført sangene live. En begejstret anmeldelse fra juni i år beretter således om en opførelse med pianisten Joseph Middleton til den skotske festival East Neuk Festival.

Mark Padmore introducerede kort til koncerten ved at sammenligne det at opføre "Winterreise" med akkordeon som en "nye rute" op af det bjerg, som det udgør at synge Schuberts sangcyklus.
Foto: Paw Hedegaard Amdisen

På den første dag i oktober var turen så altså kommet til Aarhus og Musikhuset, og en koncert arrangeret af Klassiske Dage-festivalen, som ellers har til huse i Hobro.

Men noget var anderledes. Mark Padmore beskrev det selv i en kort mundtlig introduktion til koncerten med den metafor, at han mange gange før havde besteget eller forsøgt at bestige det bjerg som ”Winterreise” udgør for en sanger, men at det denne gang foregik af en ny rute. Nemlig med den 39-årige, danske akkordeonist - Bjarke Mogensen - som musikalsk ledsager.

 

Overvindelse af vanens magt

Lad det være sagt med det samme. Det tog mig 3 til 4 sange før jeg helt følte mig på rette spor på den nye rute til bjergets top. Og hvorfor så det? Jo, dels så er det et eller andet i mig, der forbinder ”Winterreise” med en mørkere stemme. Måske fordi jeg mest har lyttet til indspilninger af sangene med barytonsangere. Og jo, så er det selvfølgelig også noget helt andet at høre Schuberts sange ledsaget af akkordeon. Et instrument, som forunderligt nok blev opfundet i Schuberts hjemby - Wien - i 1829. Det vil sige året efter Schuberts død.

Lyden af et akkordeon eller en harmonika, som den også er kendt som, er særlig og giver for mig straks associationer til folkemusik, visemusik og så måske også frelsens hær og noget mere salmeagtigt. Ikke mindst fordi klangen til tider også kan give mindelser om et harmonium, som vel bedst kan beskrives som en slags husorgel, der som harmonikaen også bygger sin lyd på luftindtræk via en blæsebælg.

Alle disse indtryk sad jeg og kæmpede med i starten af koncerten, hvor jeg også havde en fornemmelse af, at akkordeonet til tider blev for dominerende i forhold til vokalen. I løbet af det fjerde lied - Erstarrung - begyndte der dog at ske noget. Både i forhold til balancen mellem vokalist og instrument, men i virkeligheden også i forhold til min lytning.

Man kunne måske beskrive det som en overvindelse af vanens magt eller måske netop som en tilvænning til et nyt lydbillede. I forhold til tenorstemmen måske ikke så overraskende. Schuberts sangcyklus er faktisk oprindeligt skrevet til en tenorstemme, og er først efterfølgende lavet i versioner for andre stemmetyper. Så her handler det måske bare om egne idiosynkrasier. Men hvad angår akkordeonet, så gik det efterhånden op for mig, at det instrument - og ikke mindst den lyd som instrumentet har - kan noget andet end et klaver. For selvfølgelig er der også noget instrumentet ikke kan i forhold til et klaver.

I virkeligheden tror jeg det handler om hvor lille eller stort et instrument kan blive i et lydbillede, og her er der bare forskel på et instrument - klaveret - der bygger på strenge og så et instrument, akkordeonet, der bygger på luft.

På den måde var der gennemgående sange, der fungerede bedre end andre i koncertens set up. Et klart højdepunkt blev ”Der Leiermann” - ”lirekassemanden” - cyklussens afsluttende og ikoniske sang, som fik en ny og meget rørende dimension med akkordeonets særlige klang.  

Men generelt, så blev det - så snart man altså skiftede fokus fra ”plejer” og vanens magt - virkelig en god og spændende koncertoplevelse.

 

Perfekt stemmebeherskelse

Aftenens store stjerne i min bog var klart Mark Padmore. Han viste hvad erfaring og perfekt beherskelse af vokalteknik betyder for sangforedraget. Særligt i lied-genren, hvor selve fortællingen i sangen er så væsentlig, som den er. Jeg har sjældent set en så kontrolleret og præcis vokalteknik, som den Padmore stod for hele aftenen. Udtalemæssigt var der heller ikke, når man tager hans britiske ophav i betragtning, meget at udsætte på Padmores meget formfuldendte tyske diktion.

Mark Padmore og Bjarke Mogensen fik et velfortjent bifald efter deres tur gennem Schuberts dystre og romantisk-eksistentielle vinter-univers. Foto: Paw Hedegaard Amdisen.

Nu har Padmore selvfølgelig også - efter mange års beskæftigelse med begge dele - Schubert og ”Winterreise” helt inde under huden. Anderledes må det forholde sig for Bjarke Mogensen. Hun udstrålede i hvert fald ikke altid helt samme fuldstændige kontrol som Mark Padmore, og man fornemmede også til tider en smule nervøsitet i spillet.

Samlet set skal det dog ikke skygge for, at Bjarke Mogensen virkelig er en ekstrem dygtig musiker, der spiller med stor udtryksfuldhed og teknisk på et meget højt niveau. Det er helt sikkert ikke en tilfældighed, at han i 2024 blev årets P2-kunstner.

Og som sagt, så bød koncerten undervejs på sange, hvor alt gik op i en højere enhed. Jeg noterede undervejs sange som ”Erstarrung”, ”Wasserflut”, ”Auf dem Flusse”, ”Die Post”, ”Der greise Kopf”, ”Die Krähe” og så altså ikke mindst ”Der Leiermann”, som eksempler på dette.

Den største ærgrelse jeg stod tilbage med var, at ikke flere fik denne spænende og unikke musikoplevelse med sig. Lille Sal i Musikhuset var næsten kun halv fuld. Og nok er lied-sang måske smalt, men med en international sanger af Mark Padmores kaliber på programmet var det alligevel en overraskelse, at så få havde fundet vej til Musikhuset.

 

Efterskrift

Er man blevet nysgerrig på Schuberts ”Winterreise” og har man mod på en igen lidt anderledes version af sangene, så bør man høre den indspilning, som den danske basbaryton Jakob Bloch Petersen tidligere i år sammen med Sharon Prushansky på fortepiano, udgav på det lille danske pladeselskab OUR Recordings. Det er rigtig godt.

Har man lyst til at læse mere om Winterreise, så kan denne spændende og lidt længere tekst af den Berlin-baserede danske sanger og sangpædagog Mads Elung-Jensen måske være noget. Den giver både en introduktion til Schubert og ”Winterreise”, men giver også et personligt take på det at synge Schubert.