90 år med symfonisk musik i Aarhus: Kan vi se frem til 100?

 

Siden 1935 har Aarhus Symfoniorkester leveret klassisk orkestermusik til århusianerne. Det fejrede orkestret med en fødselsdagskoncert den 17. januar i Musikhusets symfoniske sal. At det i så mange år har kunnet lade sig gøre at opretholde et symfonisk orkester i ”provinsen” - i Danmarks næststørste by - er da også værd at fejre med en festkoncert.

Og Aarhus er ikke den eneste by, der har et symfonisk orkester (og har haft det i mange år efterhånden). I sig selv er det en kæmpemæssig kulturpolitisk succeshistorie, at vi i et relativt lille land som Danmark - ud over DR’s Symfoniorkester - har hele 5 landsdelsorkestre. Orkestre, som opretholder et højt musikalsk niveau og efterhånden også har fysiske rammer, der sikrer gode koncertoplevelser.

MEN - og sådan et er der jo ofte - vil det også være sådan i fremtiden?

Aarhus Symfoniorkesters afgående musikchef Jesper Nordin rejste i sin tale i anledning af festkoncerten netop dette spørgsmål. 

I første omgang peger Nordin på, at et symfoniorkester af Aarhus Symfoniorkesters kaliber er ”elite-kultur-udøvere, på samme måde som de bedste 800 meter løbere i Danmark er elite-sports-udøvere”, og at være ”elite”-professionel på det niveau koster.

For at kunne finansiere en stor kulturinstitution som et symfoniorkester er man ”dybt afhængige” af ” lovbestemte, offentlige tilskud”, som Nordin udtrykker det. Og her er det, at fremtidsbekymringerne kommer ind i billedet, for ifølge Nordin ”svinder” disse tilskud ”lige så stille ind” samtidig med, at det står klart, at ”landsdelsorkestrenes helt store udfordring lige nu er, at det er svært at finde allierede i det politiske system”.

Med andre ord, så er det en politisk beslutning om der også i fremtiden skal være symfoniske landsdelsorkestre, hvilket aftvang følgende, meget direkte, opfordring fra Nordin til publikum:

” Derfor er det min bøn til alle jer der sidder her i dag, at i skal påvirke jeres politikere, hvis I også gerne vil gå til symfoniske koncerter om 3, 5 eller 10 år her i Symfonisk Sal. Og det arbejde skal gøres nu, for tiden rinder ud mens de offentlige tilskud svinder ind, og de slår ganske simpelt ikke til, hvis man ønsker at bevare dét Aarhus Symfoniorkester man har nu. Så enkelt kan det siges.

Potentialet er her faktisk til, at Aarhus kan have et symfoniorkester i verdensklasse. Altså i den absolutte top. Hvis man ønsker det, så har man alle forudsætninger for det. Før vi overhovedet kan overveje dén drøm, så handler det altså om at sikre det eksisterende. Ellers er der ingen fremtid for Aarhus Symfoniorkester som vi kender det i dag.”

Det er selvfølgelig en dramatisk udmelding at så tvivl om Aarhus Symfoniorkesters fremtid på denne måde. Og læser man bemærkningen om manglen på politisk allierede med, så er det jo i virkeligheden alle landsdelsorkestrene, Nordin taler om. Men når en mand som Jesper Nordins - med det erfaringsgrundlag og det indgående kendskab til den klassisk-symfoniske musiks rammevilkår, som han har - kommer med en sådan udmelding, så bygger dramatikken på et solidt grundlag.

Nu kunne man selvfølgelig spørge sig selv om det virkelig er vigtigt med symfoniske landdelsorkestre ”i verdensklasse”. Som jeg har skrevet om andetsteds, så kunne man også diskutere om den klassiske musik som sådan overhovedet har en fremtid. Kommer man rent faktisk i Symfonisk Sal i Musikhuset i Aarhus - eller i andre af de danske koncertsale - så vil man se, at aldersgennemsnittet er højt. Dette bekræftes også af undersøgelser på området. De yngre generationer svigter den klassiske musik og de klassiske koncertsale. Og måske skal vi på den måde bare acceptere, at klassisk musik og symfoniorkestre hører fortiden til?

Her vil jeg gerne udstøde et stort og rungende ”nej!”, for i en tid, hvor alting splintres i overfladiskhed og vitaminfattige her og nu-stimuli, så har vi brug for det som den klassiske musik og det symfoniske format kan tilbyde: Fordybelsen og den følelsesrigdom, der vokser ud af den klassiske partiturmusik.

Nordin siger det på denne måde i sin tale :

”Det er sindssygt komplekst, og så sindssygt smukt når det hele går op i en højere enhed. Fordi det er mennesker, der spiller musik skrevet af mennesker, sammen med mennesker, for mennesker.

Det er en symfoni af kød, hud, øjne, arme, hjerner, fingre, læber og lunger. Det er tanker, instinkter, indsigt og kompetence. Det er indforståede blikke hen over nodestativerne, voldsomme energier, adrenalin, kuldegysninger, kaos og larm, og ind imellem måske uforståelige klange, til skræk og rædsel for de mere konservative lyttere.

Men det er også harmoni, stilhed, ro og fordybelse. Og som oftest er det forsonende, supermenneskelige forbindelser på tværs af alle forskelle.”

Og hvad kunne vi mere have brug for i den kaotiske og udfordrende fremtid, der tegner sig for menneskeheden i disse år?

Uerstattelig musikhistorie går op i røg

 Først og fremmest har den seneste tids brænde i Los Angeles og omegn været en naturkatastrofe, men også en katastrofe for rigtig mange mennesker. Men det har også været en kulturhistorisk katastrofe. 

Da Arnold Schoenberg, som så mange andre med jødisk baggrund måtte flygte fra Tyskland, endte han i 1933 i USA og bosatte sig i midten af 1930'erne i netop Los Angeles. Og det er her, at man hos Belmont Music har opbevaret det musikalske "bo" efter Schoenberg, da hans enke døde i 1967. Næsten 100.000 partiturer og dokumenter, der nu med de seneste brænde i området er gået op i røg.

På Belmont Music Publishers hjemmeside schoenbergmusic.com kan man lige nu læse følgende: Unfortunately Belmont Music was a wictim of the Pacific Palisades fire. We have lost our full inventory of sales and rental materials. We hope that in the near future we will be able to "rise from the ashes" ia a completely digital form. 

Heldigvis, kan man sige, er Schoenbergs originale autografer og ejendele for mange år siden blevet overført til Wien, men det er uerstattelig kultur- og musikhistorie, der nu også er ramt af de eksplosive brande, som de fleste med forstand på den slags henfører til menneskeskabte klimaforandringer. Blot ikke USA's præsident, der som en af sine første handlinger har sløjfet USA's tilslutning til Paris-aftalen. Og med den replik må jeg hellere stoppe, før jeg ender i et politisk debatindlæg.

Man kan sige at situationen i Los Angeles understreger vigtigheden af de mange digitaliseringsindsatser - også af komponisters efterladte værker og dokumenter - der finder sted rundt omkring, så vi kan bevare vigtig kulturarv til gavn for kommende generationer.

Claudio Abbado - en af de store formidlere

I dag er det på datoen 11 år siden, at vi - for tidligt - mistede en af de store formidlere af klassisk musik. Den italienske dirigent Claudio Abbado. I de sidste mange år af sit liv kæmpede Abbado med sygdom, hvilket også blev mere og mere synligt. 

Om sygdommen øgede intensiteten i Abbados opførelser er ikke til at sige, men der er i hvert fald en særlig aura over de sidste års koncerter. Særligt står Mahler-opførelserne på Lucerne-festivalen stærkt i min bevidsthed. På YouTube kan man finde en video fra opførelsen af Mahlers 9. Symfoni fra 2009, som er noget af de mest bevægende, når det kommer til Mahler-opførelser. 

Symfonien dør i mod slutningen ud i intetheden, og til slut opstår der et magisk øjeblik i koncertsalen, hvor tavsheden opsluger musikken og Abbado står tilbage dybt fokuseret foran orkestret med hævede arme, som han langsomt sænker og lukker øjnene. Herefter følger hvad der virker som en flere minutter lang tavshed i salen, før publikum med et kæmpe applaus anerkender det, de lige har været vidner til.

Der er en oplevelse, der står i skarp kontrast til den oplevelse jeg selv og mange andre havde sidste år i Musikhuset i Aarhus, hvor en utålmodig koncertgænger forlod salen under de sidste døende toner i den afsluttende sats af Mahler, og smækkede døren efter sig.

Yndlingsdirigenter er et særligt samtaleemne for klassiske nørder, og her må jeg bare sige, at Abbado for mig hører til i superligaen. Han overtog efter Herbert von Karajans død i 1989 chefdirigentposten for Berliner Filharmonikerne og havde denne post frem til 2002, hvilket må siges i sig selv at være en bedrift, da den tunge arv fra Karajan virkelig havde sat sig i orkestret. Dirigentmæssigt var de to modpoler. Karajan med de bestemte, men store armbevægelser og Abbado med sin elegante og afdæmpede stil. Den selvbevidste og selviscenesættende Karajan over for den ydmyge Abbado, som altid sætte musikken og musikerne i centrum. De sidste viste han også ved gang på gang at organisere og lede orkestre med talentfulde, unge musikere. Eksempelvis Gustav Mahler Jugendorchester, som man også kan finde en optagelse med på YouTube (fra 2004), hvor de under Abbados ledelse spiller Mahlers 9. Symfoni.

Hvor mange indspilninger af Brahms klaverkvartetter har vi brug for? Alle dem, vi kan få ...

Noget af de særlige ved den klassiske musik er jo det her med, at man bliver ved med at indspille de samme "klassiske" værker igen og igen - mange (hundrede) år efter, at de første gang blev komponeret og opført første gang.

I den klassiske musik vender man således, ofte side om side med helt nykomponeret musik, tilbage til mange af de samme værker. For selvom alt er skrevet ned og musikken er noteret på en måde, så der ikke er tvivl om en eneste tone, så bliver musikken først levende i fortolkningen, og fortolkningen kan ændre et værk, så det til trods for, at tonerne altså er fuldstændig de samme, kan blive næsten ugenkendeligt.

En hver opførsel er på denne måde en ny version af det på papiret samme værk. Og den udøvende kunstners vigtigste opgave er at gøre værket levende for publikum i opførelsesøjeblikket. 

Når værket indspilles er det samme i princippet på spil, men alligevel sker der selvfølgelig noget nyt, for med en indspilning er der selvfølgelig - med mindre man vælger at indspille en live performance (hvilket man ofte gør i den klassiske tradition) - mulighed for at klippe bider sammen og på den måde "redigere" sig frem til en opførelse, som i virkeligheden består af mange forskellige opførelser. Og så sker der selvfølgelig også det, at man med en indspilningen gemmer en bestemt opførelse (eller flere bestemte opførelser) af værket, og dermed bevarer man også denne opførelse for fremtiden. Til glæde for de klassiske musiknørder, som på den baggrund kan dyrke diskussionen om hvilken indspilning af Beethovens 9. Symfoni, der er den bedste. Og på den måde kan man også se frem til forskellige udøveres versioner af de velkendte værker.

Og sådan havde jeg det, da jeg på Spotify så, at en af mine nulevende favoritpianister - polske Krystian Zimerman - i selskab med en række yngre musikere (Maria Nowak, Katarzyna Budnik og Yuya Okamoto) er på vej med en indspilning af Brahms klaverkvartetter nr. 2 og 3 på Deutsche Grammophon. 

Der er udsendt en single, hvor de fire musikere spiller 3. satsen fra den 3. kvartet - en lyrisk andante - som virker lover godt for den kommende udgivelse. Zimerman spiller med stor autoritet og leverer sammen med de tre dygtige strygere den lyriske intensitet som er så kendetegnende for Brahms.

Man kunne selvfølgelig spørge sig selv om hvor mange indspilninger af Brahms klaverkvartetter, vi har brug for, men som jeg indledningsvist har skitseret, så er det i princippet et formålsløst spørgsmål at stille til den klassiske musik, for enhver indspilning er (som en hver opførsel) på en måde en ny fødsel af værket og på den måde, så har vi brug for alle de opførsler og indspilninger, vi kan få ...

Vivaldi - ham fra Søstrene Grene?

 Jeg har ansporet af min juleferielæsning af Karl Aage Rasmussens Haydn-biografi ufortrødent kastet mig over hans seneste større komponistbiografi. Det er bogen "Et trangbrystet geni" om Antonio Vivaldi, som udkom på Multivers i 2023. I mellemtiden har Karl Aage Rasmussen for øvrigt udgivet ikke mindre end to bøger på Multivers. En kortere biografi i serien "Danske Komponister" om Diderik Buxtehude og så selvbiografien "Djævelens gaffel", som udkom her i slutningen af 2024. At han virkelig er en af de mest produktive musikforfattere i Danmark i disse år kan der således ikke herske tvivl om. Han er vel i den henseende kun overgået af den nu 90-årige Mogens Wenzel Andreasen.

Selvom Karl Aage Rasmussen nu er gået fra Gyldendal til Multivers, så er der ikke meget, der har ændret sig. Bogens layout, struktur og længde er næsten en tro kopi af Haydn-bogen fra 2022. En tematisk tilgang kobles med en kronologisk beskrivelse af komponistens liv. Et afsnit har således særlig fokus på Vivaldis betydning for den moderne tresatsede koncertform, andre fokuserer på Vivaldi som religiøs komponist, som operakomponist og som impresario. "De fire årstider" - Vivaldis ikoniske værk - får selvfølgelig også sit eget kapitel. Jeg har det rigtig fint med Rasmussens skrivestil, som er let at læse og ikke teoretisk tung. I sine mange kulturelle og historiske referencer kræver Rasmussens skrivestil dog nok en vis almen dannelse af sin læser.

Vivaldi er som komponist lidt af et paradoks. På den ene side er han, som Rasmussen skriver, en af de mest populære og hørte klassiske komponister i nutiden. På godt og ondt. Når vi kredser rundt i Søstrene Grene efter dimsedutter og billige postkort, så er der meget stor sandsynlighed for, at det er Vivaldi, der er vores underlægningsmusik, og ser vi på et værk som "De fire årstider", så er det vel noget af det mest indspillede og distribuerede klassiske musik i hele verdenen. Efter 2. verdenskrig. Men går man længere tilbage og ser på perioden fra kort efter hans død i 1741 og frem til 1930'erne - ja, så var hans musik faktisk stort set ukendt for et større publikum. Af nogle ses han stadig - bl.a. på baggrund af en selv for en barokkomponist ekstrem stor produktion af værker - som en tynd kop kaffe.

 Et andet paradoksalt element i fortællingen om Vivaldi er historien om en fysisk meget svagelig ("trangbrystet") person, der led af voldsomme luftvejsproblemer, der krævede konstant omsorg og assistance, men som alligevel var ekstremt produktiv som komponist og operaopsætter. En rødhåret italiener fra beskedne kår, som blev præsteviet, men aldrig rigtig blev fungerende præst, men til gengæld blev fast tilknyttet en musikskole for piger/kvinder fra fattige kår, der uddannede nogle af Venedigs og måske endda Italiens dygtigste instrumentalister og sangere. Som blev en højt profileret komponist med mæcener fra de højeste samfundsmæssige lag, men som også døde som en fattig og nærmest glemt komponist i Wien, og fik en næsten ligeså ydmyg begravelse som blev Mozart til del mange år senere i samme by.

Rasmussens bog fanger rigtig godt alle disse modsatrettede tendenser i Vivaldis musik og liv, men peger også på Vivaldis store kvaliteter som komponist, og hans fuldstændig uomgængelige betydning for koncertformen og den moderne solokoncert.

Selv er jeg meget glad for Vivaldi som vokalkomponist. Her er en lille smagsprøve med en af mine absolutte favoritsangerinder - Magdalena Kozena. Cecilia Bartoli og hendes Vivaldi-albums kan dog også varmt anbefales.

Har den klassiske musik en fremtid (i Danmark)?

Det spørgsmål stiller jeg i en kronik i morgendagens Information.

Når man går til klassisk koncert, som jeg i de seneste år har gjort med jævne mellemrum, er noget af det, der falder i øjnene en ret høj gennemsnitsalder på koncertpublikummet.

Nu er et publikums relativt høje gennemsnitsalder jo ikke i sig selv et problem. Nutidens såkaldte seniorer er på alle leder og kanter en ressourcestærk og aktiv gruppe, der med deres engagement bidrager med rigtig meget til vores samfunds- og kulturliv. Min bekymring baserer sig på hvad der på lang sigt kommer til at ske med den klassiske musik, hvis ikke nye generationer finder vej til koncertsalene.

Den klassiske musik fordrer fordybelse og koncentration, og det er i forvejen kompetencer, som er under pres i en tid, hvor korte formater, flimrende feeds og overstimulation af sanserne er det, der dominerer dagsordenen. 

I kronikken peger jeg på undervisningssystemet, som et sted, hvor vi skal inddrage den klassiske musik og den klassiske koncert noget mere - netop som en vej til mere fokus, koncentration og fordybelse - men jeg peger også på, at koncertarrangørerne er nødt til at gribe koncertformatet lidt anderledes an. Konkret peger jeg på Aarhus Kammermusikfestival som et sted, hvor jeg oplever, at man netop arbejder på at gribe koncertformatet an på en lidt anden måde. 

Men hvad tænker du/I, at der skal til for at få yngre generationer til at opleve den klassiske musik live?

P.s. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk har taget fejl af Herbert Blomstedts alder. Han er lige blevet 97 år. Men jeg glæder mig stadig til at høre ham i København den 9. maj.

Wienerklassikkens tredje mand

 Komponisten Karl Aage Rasmussen har over de seneste årtier været leveringsdygtig i en lind strøm af velskrevne komponistbiografier. Efter i mange år at have haft Gyldendal som fast udgiver har Multivers overtaget "projektet".

Jeg har allerede læst en del af Rasmussens biografier, men har også stadig en del til gode, heraf nogle stykker, som jeg har hen af vejen har ønsket mig og som har fundet en plads på bogreolen ind til et tidspunkt, hvor overskuddet til at læse byder sig behørigt  til. 

Senest har jeg nu i juleferien haft en mulighed for at læse Rasmussens Haydn-bog fra 2022 (da Gyldendal stadig var udgiveren). Den hedder kort og godt "Den Tredje Mand - Joseph Haydn". En titel, der selvfølgelig skal bringe associationer til Carol Reeds filmhistoriske klassiker fra 1949, der har byen Wien som kulisse (og en meget ørehængende titelmelodi, der spilles på citar).

Og hvorfor så denne titel - jo, fordi Joseph Haydn som de to store kollegaer Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig von Beethoven (Wienerklassikkens triumvirat) også havde byen Wien som deres omdrejningspunkt i væsentlige dele af deres liv. OG. Fordi - en pointe i Rasmussens bog - at Haydn i dag ofte kommer ind som det tredje ben i en ellers tobenet struktur, hvor netop Mozart og Beethoven anses for de store og væsentlige komponister.

Som Rasmussen understreger og belyser i bogen, så var det på komponisternes egen tid lige omvendt. Her var Haydn - og med god grund, mener Rasmussen - det store dyr i den musikalske åbenbaring. Og sådan kan konjunkturerne jo vende.

Bogen giver et godt billede af Haydn som komponist og person, men opdelingen i små tematiske afsnit, der til sammen alligevel prøver at beskrive Haydns liv kronologisk giver desværre lidt gentagelser, som en strammere redigering måske kunne have grebet. Ikke desto mindre er der ingen god grund til IKKE at læse bogen og blive klogere på denne fine komponist, der bl.a. komponerede over 100 symfonier og grundlagde den moderne symfonis form og skrev et utal af strygekvartetter, som udover at levere genrens grundsten også blev en kæmpe inspiration for samtidige og efterfølgende komponister.

Se Karl Aage Rasmussen give en kort introduktion til Haydn her i forbindelse med Danmarks Underholdningsorkesters Haydn-festival i 2023:

For mig har Haydns to cellokoncerter en særlig plads på sommerens playliste og leverer virkelig kræs for øregangene, hvis man må være så fri og bruge den kliche. 

Her er et udmærket bud på den første af koncerterne:

To spændende bekendtskaber

 Som nævnt i dagens forrige indlæg, så er single-udgivelser lidt blevet en ting på Spotify, og jeg er den seneste uge faldet over to spændende udøvere, som hver især tager livtag med tysk romantik i hver sin ende af denne musikhistoriske periode.

Den ene er Milan Siljanov, som er en schweizisk bassbariton, der sammen med sin hustru Nino Chokhonelidze på klaveret  tager livtag med Schubert og sangen "Der Wanderer an den Mond". Singlen er udgivet af schweiziske Prospero Classical, og søger man videre, så har makkerparret efterhånden udgivet en lille håndfuld af sange på denne måde, herunder både Schubert, Brahms og Frank Martin.

Gode sangere har deres egen personlige klang, og det har Milan Siljanov. En fyldig og mørk klang, som  passer rigtig godt til Schubert.

Den anden single-udgivelse, jeg er faldet over er et koralpræludium - "Herzlich tut mich verlangen" - af Johannes Brahms fra hans samling af koralpræludier opus 122. Her formentlig i Feruccio Busonis transskription for klaver fra 1902 (det fremgår ikke klart af oplysningerne på Spotify).  Det er den 36-årige kasakhiske og i dag London-baserede pianist Samson Tsoy, der spiller og singlen er øjensynligt en forsmag på en kommende album - "Inmost Heart" - fra Glasgow-pladeselskabet Linn. Hvis hele albummet holder samme høje standard er der noget at glæde sig til. Tsoy spiller med en stor ro og klarhed, der virkelig fremhæver den smukke koralmelodi i balance med det brudte akkompagnement.

Musikforbrug under forvandling

Vores musikforbrug og dermed vores måde at lytte til musik - herunder klassisk musik - har ændret sig dramatisk i løbet af de seneste 100 år. Sociologisk er der selvfølgelig sket massive samfundsforandringer. Især de vestlige samfund har ændret sig og dermed har musikforbruget naturligvis også ændret sig. Massesamfund og kulturindustri er blevet realiteter vi lever med og som former vores adfærd.

Før i tiden var musik noget man lyttede til live, men i "den tekniske reproducerbarheds tidsalder" har indspilnings- og afspilningsteknologier flyttet en stor del af vores musikforbrug over i lyd- og billedmedierne, og fra det offentlige rum ind i privatsfæren. Og i det seneste årti har musikforbruget med streamingteknologien taget yderligere en drejning i retning af den absolutte individualisering. 

Hvor plademediet og især albumformatet (helt frem til CD'ens korte æra) stadig havde en kollektiviserende effekt i musikforbruget, så er det i dag den individualiserede playliste, der i stadig højere grad - på godt og ondt - trækker musikforbruget. 

Helt ny er tendensen dog ikke. I en artikel i magasinet BBC Music (BBC's magasin for klassisk musik) peges der med udgangspunkt i et nyt "album" fra den ukrainsk-finske dirigent Dalia Stasevska på 80'erne og 90'ernes såkaldte mixtapes, som en forgænger for nutidens playlister. Jeg får selv øjeblikkeligt gode minder om adskillige kasettebånd med personlige favoritter fra min egen ungdom …

Stasevskas ”album” (som jeg selv har streamet fra Spofity) hedder ”Dalia’s Mixtape” og består af en række nyere værker, som hun har indspillet sammen BBC Symphony Orchestra, for hvem hun i øjeblikket er ”Principal Guest Conductor”. Følger man lidt med i udbuddet af såkaldt klassisk musik er det ikke et enkeltstående fænomen, at der udgives det man med et andet ord kunne kalde ”kompilationer”. Det bliver faktisk mere og mere almindeligt, at der ikke længere er det samme fokus på ”albums” med hele sammenhængende værker af typisk den samme komponist. Og det bliver - kan jeg konstatere på Spotify -også mere og mere almindeligt, at klassiske kunstnere udgiver såkaldte ”singler”, som kan tilføjes playlisterne med det samme.

Det nye musikforbrug har selvfølgelig både gode og dårlige sider.

Potentielt set når mere og sjældnere hørte værker i dag ud til en langt bredere skare af forbrugere. Alt kan i dag findes frem med et par enkelte klik på smartphonen, og det er faktisk godt nyt for både musikkens udbredelse og dermed i princippet også for de skabende og udøvende kunstnere. Dog må man sige, at streamingtjenesternes betaling til både komponister og udøvende kunstnere har vist sig at være, lad os bare sige, noget fedtede. Hvilket selvfølgelig igen hænger sammen med vores egen villighed til at betale for musikken. Der skal meget streaming til, før den betaling en kunstner modtog for et gammeldags album på LP eller CD er hjemme.

Bagsiden af det individualiserede musikforbrug og bevægelsen væk fra at lytte til hele albums og hele værker er dog, at vi måske lytter mindre i dybden, når vi lytter. Vores musikforbrug bliver mere og mere til en konstant kværnende baggrundsstøj eller underlægningsmusik til dagliglivets transportscener. I artiklen fra BBC Music fremhæves det dog, at den form for kritik har længere rødder og allerede blev rettet imod den kulturindustrielle udbredelse af musikken i LP’ens tidsalder. En musikhistorisk bog fra 1968 refereres således for dette synspunkt: ”Today, we can hear any music we choose from any period, in any style, played by the finest musicians in the world. What is more, with a record, we can hear it as often as we like, and this has completely changed the part music has taken in our daily lives” […] “perhaps we have to much music now - and because it is so easily obtained, we make too little effort to listen to it. An enormous amount of music … is often regarded as just a background to talking, eating or housework”.

Om der er grund til at nære denne form for pessimisme på musikkens vegne skal jeg lade være usagt. Tiden viser jo også tegn på den modsatte bevægelse. Analoge medier som LP’en har fået en renæssance, også hos den/de generationer, der er vokset op i streamingens og de korte formaters tidsalder.