Kleio Quartet i Musikhuset

Søndag aften var jeg til endnu en kammerkoncert i Musikhuset i Aarhus med den London-baserede strygekvartet Kleio Quartet.

Det har jeg skrevet om i denne anmeldelse til POV International.

Da provinsen løb tør for klassiske musikanmeldere

Den klassiske musikkritik i dagspressen lever i disse år en meget tilbagetrukket rolle. Udover P2 på DR, der har den klassiske musik som sit hovedfokus, men egentlig ikke bedriver decideret musikkritik, så er musikkritikken i dag henvist til hovedstadsbaserede aviser som Politiken, Information og Kristeligt Dagblad. I skrivende stund har jeg ikke helt kunnet gennemskue om Berlingske Tidende stadig anmelder klassiske koncerter. Men det er i hvert fald sikkert, at ingen af de provinsbaserede, lokale eller regionale medier anmelder klassiske koncerter eller klassisk musik længere. Dette betyder også, at klassiske koncerter uden for Københavnsområdet, herunder de såkaldte landsdelsorkestre, i praksis ikke længere anmeldes i dagspressen, medmindre en anmelder fra de nævnte dagblade forvilder sig til provinsen.

Med den nuværende medieudvikling kan man selvfølgelig også overveje hvor længe man i branchen vil satse på anmeldelser af klassiske koncerter i København og omegn, og nogle vil måske også tale om en generel krise for musikkritikken i Danmark.

De to forfattere Jens Rossel og Lars Ole Bonde har skrevet en lille bog om den klassiske musikkritik i provinsen. Fra dens storhedstid til den nuværende situation, hvor den i praksis er forsvundet. 

Med reference til de signaturer, som provinsdagbladenes anmeldelser ofte kunne kendes på har de kaldt deres bog ”Signaturer fra en provins”, og har givet den undertitlen ”Om den klassiske musikkritik i Danmark - uden for København”. Bogen er symptomatisk nok udgivet af provinsforlaget Nordkraft fra Aalborg, og udkom i slutningen af 2024

Forfatterne har begge en musikvidenskabelig baggrund. Jens Rossel var i en lang årrække informationschef for Aarhus Symfoniorkester og Lars Ole Bonde har bl.a. været professor i musikterapi ved Aalborg Universitet, og de har den vej rundt et godt indblik i musikmiljøerne uden for København.

 

Bogen er bygget op i en række kapitler, hvor de største provinsbyer med store klassiske orkestre (symfoniske orkestre/landsdelsorkestre) eller ensembler hver for sig bliver præsenteret, så man først får en introduktion til det klassiske musikmiljø, bygninger, orkestre og ensembler i byen/området og derefter en præsentation af de vigtigste lokale dagblade og deres musikkritikere. Bogen begrænser sig til tiden efter etableringen af større orkestre i byerne, og følger på den måde tiden fra de lokale dagblades storhedstid i 30’erne, 40’erne og 50’erne og frem til nutiden, hvor de lokale dagblade på mange måder kan siges at være kriseramte.

Udover korte historiske portrætter af de forskellige byers musikkritiske koryfæer indeholder bogens kapitler også udtalelser fra nulevende, tidligere anmeldere, som dels beretter om deres tid som anmeldere og også kommenterer på hvad de selv mener er væsentligt som musikanmeldere.

Efter kapitlerne, som beskriver situationen i Aarhus, Aalborg. Odense, Sønderborg og Esbjerg afrundes med nogle kapitler som diskuterer udfordringerne ved, at der ikke længere findes en musikkritik, der retter sig mod det klassiske musikliv uden for København. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at denne del af bogen havde fyldt mere og var mere gennemarbejdet. Men mere om det senere.

Bogens layout er lavet sådan, at der ud over brødteksten løbende er illustrationer og korte billedbeskrivelser i en kolonne til venstre på hver side. Det er lidt af en smagssag hvad man mener om den type opsætning. På den ene side risikerer denne opsætning hele tiden at dele opmærksomheden, når man læser. Omvendt er det selvfølgelig også en måde at variere læseoplevelsen på og hele tiden tilbyde et visuelt supplement til det læste ord. For undertegnede fungerede det fint, men jeg kunne også sagtens forestille mig, at der ville være læsere, der lod sig distrahere af denne opsætning.

Den historiske fremstilling i bogen er ganske fin og giver et godt indblik i hvordan lokalt musikliv og lokal musikkritik levede sammen i Danmarks største provinsbyer på et tidspunkt, hvor både den klassiske koncertmusik og de lokale dagblade vel kan siges at have deres storhedstid. En tid, hvor de største provinsbyer i Danmark med selvfølgelighed havde op til flere dagblade med hver deres anmelderstab, og hvor der var en udbredt klassisk koncertkultur i brede dele af befolkningen (efterkrigstidens store middelklasse), der både havde de økonomiske ressourcer, men som også var engagerede i velfærdsstatens mange tilbud om kulturel dannelse.

Efterhånden som vi skrider frem og kommer til nutiden er der meget, der ændrer sig. Og selvom man selvfølgelig kan begræde, at vi ikke stadig har et utal af lokale dagblade, der bedriver kulturjournalistik på et niveau, hvor anmeldelser af klassiske koncerter er standarden, så er det måske også meget af forlange i et samfund og mediebillede, der har ændret sig markant. Allerede radio og TV udfordrede de skrevne ord og den skrevne dagspresse, men med internettets og ikke mindst med de sociale mediers indtog i det seneste årti, så er de traditionelle medier - og i særlig grad de skrevne medier og da helt specifikt den trykte avis - maksimalt pressede. Og i den situation forstår man måske godt hvorfor anmeldelser af klassiske koncerter ikke længere prioriteres i lokale omnibusmedier.

Denne diskussion kunne man godt have udfoldet noget mere i bogen, og så suppleret den med en diskussion om hvor den lokale musikkritik, så skal komme fra. Hvis altså den ikke længere skal komme fra de lokale dagblade, der jo i stadig højere grad er internetbaserede medier med et papirsupplement til de ældste læsere.

Jeg kan måske selv levere en form for svar på spørgsmålet om fremtidens lokale musikkritik, da jeg netop som en form for borgerjournalist er begyndt at skrive anmeldelser af klassiske koncerter i Aarhus og i det østjyske område for det internetbaserede medie POV International, der fysisk hører hjemme i København.

Begrænsningen i dette svar er dog, at det selvfølgelig er svært at dække alle klassiske koncerter i eksempelvis Aarhus-området, når man er fritidsanmelder, anmelder con amore (dvs. ulønnet) og i øvrigt betaler sine egne koncertbilletter, og ikke - som bogen beskriver forne tiders arbejdsforhold - kan afhente sine billetter på en avisredaktions regning.

En måde at overkomme denne begrænsning kunne selvfølgelig være at lave en public service-pulje, som kunne søges specifikt til kulturjournalistiske anmeldelser. Måske endda specifikt til anmeldelser af regionale og lokale kulturbegivenheder? Bogen nævner, at man i Norge faktisk har både private og offentlige stipendier, der kan søges til dette formål.

Og hvorfor er det overhovedet vigtigt med en lokal musikkritik? Den diskussion kunne måske også fylde mere, end den gør i bogen. 

Men musikkritik - herunder lokal musikkritik - er vigtig. Vigtig, fordi den både giver omtale til en trængt branche, men også fordi musikkritikken, hvis den er god, kan være med til at udvikle musikmiljøerne og kan være det formidlende bindeled til en offentlighed, der ikke længere som noget naturligt interesserer sig for den klassiske kompositionsmusik, som jo også er en krævende musikgenre i en tidsalder, hvor vi alle og især de yngre generationer er vokset op med hurtige ”stimulanser” og korte formater.

P.s. til anmeldelsen: 

Jeg er efterfølgende blevet gjort opmærksom på/husket på, at Aalborg Stiftstidende som det eneste lokale dagblad faktisk stadig anmelder klassiske koncerter. OG at Berlingske Tidende ikke længere anmelder klassiske koncerter. Tak til Jens Rossel for at gøre mig opmærksom på dette.

Jens Rossel & Lars Ole Bonde, Signaturer fra en provins. Om den klassiske musikkritik i Danmark - uden for København, Forlaget Nordkraft, 2024. Vejledende udsalgspris: 150 kroner.

Kan købes fra forlaget Nordkraft eller købes gennem pladebutikken/webshoppen DANACORD.

Hvad hitter i de klassiske koncertsale?

Det engelske netmedie bachtrack.com, som specialiserer sig i omtaler af klassiske koncerter, opgør en gang om året forskellige oversigter over hvad der i det forgangne år har været mest spillet i koncertsalene.

Oversigterne bygger på mediets egne omtaler, og talte sidste år (2024) 30.774 events (dvs. koncerter, operaopførelser, danseforestillinger) i 48 lande. Da der kun er tale om det materiale, mediet selv indsamler skal man selvfølgelig være lidt varsom med alt for voldsomme konklusioner på den baggrund. 

Materialet er dog alligevel så omfattende, at man nok godt kan tage oversigterne til indtægt for visse generelle tendenser i koncertsalene, om ikke andet, så er det ganske interessant at få et bud på hvad det er det hitter i de klassiske koncertsale.

En del af oversigterne gælder de udøvende kunstnere. Der noteres bl.a. - i lighed med det seneste tiår - en fremgang i antallet af kvindelige dirigenter. Og så er der også oversigter over de mest koncertoptrædende dirigenter, orkestre og solister. 

                                       Oversigt over de "travleste" udøvere. Kilde: www.bachtrack.com

Den mest interessante oversigt, for mig at se, er dog oversigten over de top 10 mest opførte komponister. Listen over "historiske" komponister byder ikke på mange overraskelser, og siger nok også en del om de generelle præferencer. De mest overraskende er måske, at Bach er den eneste repræsentant for musikken før Mozart, og at Haydn faktisk heller ikke er med i blandt de mest opførte. Den "klassiske" romantik fylder en del, og udfordrende senromantikere som Mahler er i heller ikke en del af top 10.

                       Oversigt over de mest opførte komponister: "Historiske" og nulevende. Kilde: www.bachtrack.com

Kigger man på de nulevende komponister, så er det ganske tydeligt, at top 5 er domineret af den mere tilgængelige musik med en vis hældning til et mere minimalistisk og ikke så dissonerende udtryk. John Williams er ikke overraskende på toppen af listen - og selvom jeg elsker Williams ekstremt stærke filmmusik, så ville det nok ikke være rigtigt at kalde ham en musikalsk fornyer. Ser man på andre af topplaceringerne, så er det klart at det minimalistiske og mere klassisk tonale dominerer med navne som Arvo Pärt, Philip Glass, John Adams og den noget yngre Caroline Shaw. Uden for top 5 finder man nogle lidt mere krævende navne som Thomas Adès, Jörg Widmann og Sofia Gubaidulina.

Ser man på hvad der kendetegner pladeudgivelserne af ny kompositionsmusik fra store spillere som Deutsche Grammophon skal man nok egentlig ikke være utilfreds med udbuddet af nyere musik i koncertsalene, hvis det er musik med lidt mere tyngde, man er på udsigt efter.

Artiklen fra bachtrack.com udkom 27. januar og kan som nævnt læses her.

Jörg Widmann er for øvrigt et interessant bekendtskab, hvis man have et bud på nyere kompositionsmusik. Se og hør eksempelvis han Viola-koncert her - og bemærk hvordan han både udfordrer instrument, genre og musikere for at ende meget smukt og udtryksfuldt:

 

Aarhus Symfoniorkester: Pres på økonomien

 Jeg skrev for nylig et indlæg, hvor jeg refererede en del til den tale som Jesper Nordin, den afgående musikchef for Aarhus Symfoniorkester, holdte i forbindelse med orkestrets 90 års jubilæumskoncert.

Her advarede Jesper Nordin bl.a. om at økonomien for Aarhus Symfoniorkester - og sikkert også andre landsdelsorkestre - vakler. Og at det ikke er sikkert, at orkestret kan fejre 100 år med samme opstilling og internationale niveau som i dag.

Fredag kunne Aarhus Stiftstidende så fortælle, at Aarhus Symfoniorkester står med en akut millionhul i forhold til næste års aktiviteter (i omegnen af 5 millioner kroner forlyder det). Politikerne i Aarhus Kommune skal nu diskutere om der kan findes flere penge, men det bliver nok først i årets budgetforhandlinger, at spørgsmålet endeligt afklares.

Det ville være rigtig skidt, hvis der ikke findes flere midler til Aarhus Symfoniorkesters fortsatte drift, og her er vi også nødt til at se det landspolitiske niveau komme på banen.

Landsdelsorkestrene - herunder Aarhus Symfoniorkester - har en vigtig og helt central rolle i forhold til at sikre klassiske kulturtilbud til hele den danske befolkning. Det må man håbe, at de ansvarlige politikere også har blik for.

Koncertanmeldelse: Beethoven og Mendelsohn i Aarhus

 Så har jeg været i Musikhuset igen. Denne gang til en koncert med tre unge solister, en tysk gæstedirigent og Aarhus Symfoniorkester. Jeg har anmeldt koncerten for POV, og den kan findes her.

Det var en koncert, hvor publikum desværre var den største modstander i koncertens første del, men hvor det alligevel lykkedes at balancere det kammermusikalske sammenspil og samspillet med orkestret. 

Efter pausen blev orkestrets og Karl-Heinz Steffens opførsel af Mendelsohns "skotske" symfoni et ægte musikalsk triumftog, der gav aftenen en fantastisk afslutning.

Norrköpings Symfoniorkesters chefdirigent Karl-Heinz Steffens modtager publikums hyldest sammen med aftenens unge solister Anna Agafia (violin), Jonathan Swensen (cello) og Gustav Piekut (klaver), som opførte Beethovens Trippelkoncert fra 1804.