Ferruccio Busoni (1866-1924): En musikalsk transformator

 Jeg har haft en længerevarende interesse for den italiensk-tyske klavervirtuos, komponist og musiktænker Ferruccio Busoni, og jeg håber på et tidspunkt at kunne skrive noget om ham i et længere format på dansk, hvor der i dag ikke findes det store på "markedet". 

Jeg har dog i anledning af 100-året for hans død og for at skabe lidt opmærksomhed og måske interesse for Busoni og ikke mindst hans musik skrevet følgende korte essay, som POV International har valgt at publicere.

Mozart fik det sidste ord

 Koncertanmeldelse

Koncert 13.12.2024 i Musikhusets Symfoniske Sal, Aarhus

 

Sopran: Clara Cecilie Thomsen

Alt: Tuva Semmingsen

Tenor: Jakob Skov Andersen

Bas: Nicolai Elsberg

Aarhus Domkirkes Kantori

Concert Klemens

Dirigent: Giancarlo Andretta

Aarhus Symfoniorkester

 

To af den modne Mozarts mest ikoniske mesterværker dannede ramme om en stor koncertaften i Musikhusets symfoniske sal med tidligere chefdirigent i spidsen, og med et ungt hold af danske sangsolister og to lokale kor i en central hovedrolle.

 

Aftenens solister, kor, dirigent og orkester modtog 

en velfortjent hyldest fra publikum. 

Foto: Paw Amdisen

Som alle andre skal også store komponister dø på et tidspunkt. Der findes derfor et utal af uafsluttede og efterladte værker fra de store komponisters hænder. Få er dog så ikoniske som Mozarts Requiem, der populærkulturelt blev udødeliggjort med en central scene fra Milos Formans film Amadeus fra 1984, hvor Mozart på sit dødsleje dikterer sin dødsmesse til ærkerivalen Antonio Salieri.

Omstændighederne omkring værkets tilblivelse er gjort af det stof, der gør myter sejlivede. Eksempelvis Ddt faktum, at værket - en dødsmesse - blevet skrevet på et tidspunkt, hvor Mozart selv blev ramt af fatal sygdom og døde, og at messen dermed kom til at fremstå som Mozarts sidste ord til eftertiden, er en af disse omstændigheder. At ophavet til værkets bestilling efter Mozarts død blev genstand for omfattende konspirationsteorier, en anden.

Uanset hvad, så må vi sige, at få komponisters død har været dårligere timet end Mozarts. Det skulle da lige være Franz Schuberts død i 1828. Man kan selvfølgelig sige, at han - i lighed med Schubert - døde på højden af sin kreativitet og sit kunstneriske udtryk, men det er svært ikke at tænke på hvilke værker, vi kunne have haft, hvis disse to musikalske genier ikke var døde i en alder af henholdsvis kun 35 og 31 år.

Aftenens koncert i Musikhuset bød udover Mozarts Requiem også på en opførelse af Mozarts Symfoni nr. 40 i g-mol. Et værk fra 1788, som viser Mozart på højden af sit virke. Skrevet i løbet af ganske få uger hen over sommeren 1788 er denne symfoni sammen med Symfoni nr. 39 og Symfoni nr. 41 - den såkaldte ”Jupiter”-Symfoni - udtryk for både Mozarts, men i virkeligheden også den klassicistiske epokes symfoniske højdepunkt. I denne sammenhæng er det kun Haydn og den unge Beethoven, der kan være med på samme niveau.

I aftenens version - anført af Giancarlo Andretta på dirigentpodiet - fik vi en lys og legende version af denne Mozarts næstsidste symfoni. Det var således ikke det tragiske i værkets mol-klange, der fik lov at dominere, men mere en opførsel med fokus på det sangbare og dansende i Mozarts musik, men også på de mere kontrapunktiske og fugaagtige elementer i udviklingen af de musikalske materiale, som symfonien inspireret af forgængerne Bach og Händel også byder på.

Andretta, der har været chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester i perioden fra 2003-2012, dirigerer på en meget naturlig måde - uden taktstok - hvor han i en fysisk og gestikulerende stil med sine hænder former musikken. Det giver en Mozart-fortolkning som er livlig og levende, og hvor operakomponisten Mozart hele tiden lurer i baggrunden. Der var både plads til de mere vilde indsatser og gestik i værkets hurtige satser, hvor Andretta som en lille trold på podiet styrede orkestret og især strygernes indsatser, men der var også plads til en mere sart og delikat formning af musikken i den dejlige 2. sats.

Udover strygerne, som spiller en orkestral hovedrolle og introducerer symfoniens hovedmotiver og bearbejder dem kontrapunktisk, så er Mozart jo kendt for i sine modne symfonier at give blæserne og især træblæserne en ny og mere fremtrædende rolle. Det hører man bl.a. i 3. satsens vidunderlige hornpassager, men også i 4. satsens klarinetsoloer, som virkelig fik klangligt liv af orkestrets 1. klarinettist Mathias Vik Kjøller.

Efter pausen var det blevet tid for Mozarts Requiem. Der var valgt en opstilling, hvor kor og solister var placeret på et forhøjet podium bag orkestret på scenen. Jeg ved ikke om det var opstillingen eller min placering på fjerde række på gulvet, men for mig var der fra værkets start en ubalance mellem orkesterklang og kor, hvor koret lidt druknede i orkesterlyden. Efterfølgende udviklede balancen sig dog positivt og med den flotte Lacrymosa-sats gik tingene for mig endeligt op i en højere enhed med en perfekt lydbalance mellem orkester og sangstemmer. Og sådan fortsatte det heldigvis værket ud.

Til aftenens koncert havde man allieret sig med Aarhus Domkirkes Kantori og Concert Clemens - to lokale kor med hver 16 medlemmer - og de sang sig virkelig flot igennem værket. Særligt Lacrymosa-satsen gjorde som sagt indtryk. I forhold til soliststemmerne, så var man gået med et relativt ungt og dansk hold af sangere. Særligt bemærket gjorde sopranen Clara Cecilie Thomsen sig med en meget ren og klar vokal, men også Jakob Skov Andersens tenorstemme og Nicolai Elsbergs basstemme gik rent igennem i værkets solistiske passager og i kvartetterne.

Andrettas tilgang til Mozarts Requiem var den samme som til programmets første del, så fokus var mere på det dramatiske end det tragiske i musikken. Jeg overhørte efter koncerten en samtale mellem to koncertgængere, hvor der blev efterlyst en større alvor i omgangen med stoffet: ”Det er jo trods alt en dødsmesse”, som der blev sagt. Og det kunne man selvfølgelig godt sige. Jeg er dog ikke ubetinget enig. For kernen i den kristne tro og det triumferende kristne budskab er jo netop, at døden overvindes og dermed ikke har det sidste ord. Og hvis det er perspektivet, så gav aftenens energiske opførsel fuldt ud mening, for det blev Mozart og ikke døden, der fik aftenens sidste ord.

Klange fra den anden side

Koncertanmeldelse

Koncert 23.11.2024 i Musikhusets Lille sal, Aarhus

Koncerten var arrangeret af Aarhus Musikforening

Klaver: Marianna Shirinyan

Violin: Alexander Sitkovetsky

Klarinet: Mathias Kjøller

Cello: Andreas Brantelid

Stærkt ensemble af dygtige musikere sammensat til lejligheden gav liv til moderne kammermusikklassiker, men måtte til tider kæmpe om opmærksomheden med mystisk baggrundsstøj.

Fokus på det musikalske øjeblik er naturligvis alfa og omega for den gode koncertoplevelse. Desværre måtte de pivdygtige musikere, som Aarhus Musikforening havde hyret ind til at spille et fantastisk program med nyere fransk kammermusik eftermiddagen igennem kæmpe med mystisk - hviskende - baggrundsstøj. Baggrundsstøj som i hvert fald for mit vedkommende i afgørende øjeblikke, især i de stille og intime faser af musikken og i de vigtige overgange til stilhed, forstyrrede det musikalske øjeblik mere end godt var.

Hverken musikere eller Aarhus Musikforening kan naturligvis klandres for dette, men det er ikke så godt, at en professional musikarrangør som Musikhuset ikke har styr på så vigtigt et parameter som en koncertsal, der er renset for eventuelle støjkilder, som ikke stammer fra musikere eller publikum.

Når dette indledende forbehold er nævnt, så var der stadig tale om en koncert, der virkelig løftede og gav liv til musikken. Ikke mindst fordi der var tale om et ensemble af virkelig dygtige musikere. Armensk-danske Marianna Shirinyan behøver vist ikke yderligere introduktion, men både Mathias Kjøller, der siden 2007 har været soloklarinettist i Aarhus Symfoniorkester og cellisten Andreas Brantelid er blandt vores dygtigste, danske instrumentalister. Suppleret med den garvede russisk-engelske kammermusiker Alexander Sitkovetsky på violin, var der ingen tvivl om, at det var et powerensemble af musikere, der var blevet sat sammen til lejligheden. Med det program, der var sat for dagen, var det da også ganske på sin plads med et ensemble af dygtige solister.

                               En kvartet af dygtige musikere gav liv til musikken. Foto: Paw Amdisen

Koncerten indledtes da også med hvad der må betegnes som nærmest et solostykke for klarinet. Debussys Première Rhapsodie var i hvert fald som udgangspunkt bestilt og skrevet som en eksamensopgave for en studerende på konservatoriet i Paris. Når man tænker på Debussys eksperimenter med heltoneskalaer og pentatone skalaer må det have været stærk kost for ørene i 1910, da værket blev spillet for første gang, men også uvant og vanskeligt for en stakkels klarinetsolist, som på dette tidspunkt nok var opflasket udelukkende på dur- og mol-tonalitet. I Mathias Kjøllers og Marianna Shirinyans kapable hænder lød Debussy dog ganske ubesværet. Som værk betragtet er dog næppe et af de værker, jeg personligt vil vende tilbage til. Dertil er det musikalske materiale i mine ører lidt for uinteressant.

Uinteressant kan man til gengæld ikke kalde Ravels Klavertrio i a-mol, som var næste værk på programmet. Som også Debussys musik er Ravels musik umiskendeligt fransk, og begge må vel også siges at høre til den impressionistiske skole, hvor fokus er på klang, sansning og sensibilitet. I Ravels tilfælde og særligt i forhold til et værk som klavertrioen måske endda hypersensibilitet. Der er på alle måder et overstrømmende værk, der virkelig kræver kammermusikalsk musikerskab for at shine. Og præcis dette leverede Marianna Shirinyan sammen med Alaxander Sitkovetsky og Andreas Brantelid. Særligt stærkt for mig stod tredjesatsens passacaglia, som for mig at se også er trioens tyngdepunkt. Som passacaglia-formen tilsiger, er der tale om en insisterende og i dette tilfælde dybt elegisk melodistump, der starter i klaverets dybe register og som gentages og vokser i styrke frem til et emotionelt klimaks, hvorefter det stille vandrer tilbage og dør ud i klaverets dybeste register, hvor det startede. Meget rørende og smukt, når det spilles med indføling og tyngde, som i dette tilfælde.

Efter pausen stod vi overfor programmets absolutte hovedattraktion. Igen fransk musik, men nu i generationen efter Debussy og Ravel, men stadig med det samme fokus på klang og sanselighed. Nu dog med en religiøs overbygning og et mere modernistisk tonesprog.

Oliver Messiaens ”Kvartet til tidens ende” er på flere måder et særligt værk. Det er skrevet og uropført i en fangelejr i januar 1941. Både musikere og publikum var krigsfanger, mange af dem franske, der sad i fangelejren Stalag VIII A efter de foregående års tyske blitzkrieg. Kvartetten er, sikkert delvist dikteret af omstændighederne, skrevet for et ikke helt typisk ensemble bestående af klaver, violin, cello og klarinet. Og så er værket ikke i alle dele af værket en kvartet i den kammermusikalske forstand af ordet, da en del af værkets satser ikke spilles af alle instrumenter sammen. I en af satserne er klarinetten således solist og i andre mødes instrumenterne i mindre og skiftende konstellationer. Kvartetten har også frem for sonateformens klassiske tre eller fire satser en struktur med otte satser af meget varierende længde.

En anden måde som værket skiller sig ud på - som kammermusik - er den stærke religiøse tematik, der er på spil værket igennem og i satsbetegnelserne. Et eksempel kunne være 2. satsens titel: ”Vokalise, for englen der bringer bud om tidens ende”. Men næsten alle satsbetegnelserne har titler, der bringer religiøse billeder i spil, og især billeder omkring den yderste dag (tidens ende), men også lovprisninger af Jesu udødelighed og evighed.

Messiaen var livet igennem dybt troende, men i en særlig version præget af katolsk mysticisme - han skrev senere et større, operaagtigt værk om Frans af Assisi - og et særligt forhold til natur og landskaber. I den forbindelse var Messiaen især optaget af fuglesang, som også tematisk indgår i mange i hans værker. Også i kvartetten kan man tydeligt høre denne inspiration. Ikke mindst i 3. satsen - ”Fuglenes dyb” - hvor klarinetten er solist.

Overordnet kan man sige at værket veksler mellem mere voldsomme udbrud, hvor både rytmik og klang afspejler en form for panisk ekstase og så perioder som både melodisk og rytmisk set er mere statiske, hymniske og meditative på en måde, som er ganske særegen for Messiaen og optræder i mange af hans værker. Her føles det næsten - apropos værkets titel - som om tiden går i stå og vi skuer ind på den anden side.  i en metafysisk, religiøs forstand. Her kan særligt 5. satsens duet mellem cello og klaver fremhæves.

Nogle gange kunne man godt tænke sig at have været fluen på væggen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan denne mystiske, dunkle og samtidig fuldstændig afklarede musik mon blev modtaget tilbage i en fangelejr i det nuværende Polen på en sikkert kold januardag i 1941. Ifølge programnoterne skulle Messiaen selv have udtalt, at: ”Aldrig blev jeg mødt med så megen opmærksomhed og forståelse”.

Til trods for de nævnte lydproblemer i salen, så lykkedes det til fulde for musikerne at give liv til Messiaens kammermusikalske hovedværk. Både i det kammermusikalske samspil og i de mere solistiske dele af værket. Det er svært at fremhæve dele af opførelsen, men der er ingen tvivl om, at de mere hymniske og meditative dele af værket stod særlig stærkt for mig. Ikke mindst de rørende duetter mellem klaver og cello i 5. satsen og mellem klaver og violin i 8. satsen, som begge kræver et virkelig balanceret, afdæmpet og samtidig intenst og indfølt spil for at fungere. Både kombinationen Shirinyan/Brantelid og Shirinyan/Sitkovsky fungerede optimalt her. Men generelt var der altså værket igennem tale om kammermusik og kammermusikspil af virkelig høj kvalitet.

Det er lidt et sats i en foreningsdrevet sammenhæng at sætte Messiaen på programmet, og jeg kunne da også høre blandt mit medpublikum, at Messiaens krævende klangunivers ikke faldt i lige god smag hos alle. Derfor, til sidst, en tak til Aarhus Musikforening for at have modet til også at programsætte musik, der også udfordrer medlemmernes og publikums ører på en anden måde end klassikkens og romantikkens kammermusikalske standardværker. 

Koncerterende orgel og guddommelig Bruckner

Koncertanmeldelse

Koncert 14.11.2024 i Musikhuset, Aarhus

Koncerten var udover af være en del af Aarhus Symfoniorkesters sæsonprogram også en del af Aarhus Symfoniske Orgelfestival.

Dirigent: Pierre Bleuse
Orgelsolist: Iveta Apkalna
Orkester: Aarhus Symfoniorkester

 Spilleglæde fra både dirigent og solist prægede koncert i Musikhuset, som bød på sjælden udnyttelse af den symfoniske sals Kleis-orgel og voldsomme symfoniske udladninger fra jubilaren Anton Bruckner.

Med til et koncerthus i superligaen hører et behørigt orgel. Den symfoniske sal i Musikhuset i Aarhus er i denne sammenhæng ingen undtagelse. Salens fine Klais-orgel blev indviet i 2010 og kostede i omegnen af 9 millioner kroner. Set i forhold til hvor ofte det er i brug, må det være noget af salens dyreste inventar.

                                       Den symfoniske sals Klais-orgel spillede en hovedrolle under aftenens koncert.

Til aftenens koncert kom det bekostelige instrument dog til sin fulde ret, da den lettiske orgelsolist Iveta Apkalna gav Esa-Pekka Salonens Sinfonia Concertante for orgel og symfoniorkester fra 2022 dansk uropførelse.

Før vi kom så langt, blev aftenens koncert dog indledt med Gabriel Faurés Pavane. Et værk i den absolut lettere ende af det klassiske repertoire. Stykket findes i flere versioner og instrumentationer. I orkesterversionen indtager blæsersektionen og især fløjten en hovedrolle oven på strygernes vuggende akkompagnement. Koncertens franske dirigent Pierre Bleuse var musikalsk på hjemmebane i den charmerende franske stil og fik allerede fra koncertens start orkestret til at levere det musikalske overskud og den spilleglæde, der skulle blive et kendetegnende for hele koncerten.

Finske Esa-Pekka Salonen er nok mest kendt som dirigent, hvor han især har gjort karriere i USA, men han har altså også haft et sideløbende virke som komponist. Han har siden 2007 komponeret en række koncerter for klaver, violin og cello og senest altså værket Sinfonia Concertante for orgel og orkester, som fik sin verdenspremiere i 2022 med Det Nationale Polske Radiosymfoniorkester og aftenens solist Iveta Apkalna.

Stilistisk kan det være svært at placere Salonen som komponist, og han har helt sikkert også gennemgået en stilistisk nyudvikling som komponist. I aftenens værk var der således både træk af europæisk modernisme, en god del impressionisme, Stravinskij og samtidig et element af noget meget amerikansk. Undervejs i stykket kom jeg således flere gange ubevidst til at tænke på den berømte filmkomponist Bernard Hermann, som nok mest er kendt for at have leveret soundtrack til nogle af de mest klassiske Hitchcock-film. Især det svimlende soundtrack til Vertigo lurede i baghovedet hos mig.

Som beskrevet i koncertnoterne, så er tanken bag Salonens værk at lade orglets og orkestrets klange vokse ind i hinanden til det punkt, hvor det bliver svært at skelne det ene fra det andet. Orglet rummer jo i sig selv et orkester, og der er helt sikkert passager i værket, hvor orglets og orkestrets klang vokser sammen. På den baggrund skal man også forstå værkets titel, Sinfonia Concertante, som netop peger mere i retning af det symfonisk koncerterende mere end en koncert med solisten i centrum som værkets virtuose midtpunkt. Både Apkalna, orkestret og Bleuse forløste på denne baggrund værket forbilledligt.

Et begejstret publikum fik fremkaldt Apkalna flere gange og hun kvitterede med et ekstranummer, der næsten flabet virtuost kun spilles med orglets pedal-klaviatur. Det var således, imponerende nok, kun Iveta Apkalnas fødder, der var i aktion i nulevende fransk-libanesiske Naji Hakims showpiece ”Alla russa” fra værket Quatre Etudes-Caprices. Spilleglæden strålede ud af Apkalnas fysiske performance.

Spilleglæden - denne gang fra orkestrets og dirigentens side - var også gennemgående, da vi efter pausen blev præsenteret for Bruckners 4. symfoni, der også går under navnet ”den romantiske”. Her 200 år efter den østrigske organist og symfonikers fødsel er det jo næsten obligatorisk at have Bruckner på programmet, og den 4. symfoni er i denne sammenhæng også en klassiker. Det religiøse spillede en stor rolle for Bruckner og ”Det guddommelige”, som aftenens program var døbt, er en nærliggende metafor at bringe i spil, når man skal beskrive hvad der søges efter og er på spil i Bruckners monumentale symfonier.

Det er nærliggende at bringe Mahler i spil, når man taler om Bruckner. Begge skriver monumentale symfoniske værker, der veksler mellem det sarte kammermusikalske, hvor inspirationen ofte er folkelig, jovial og pastoral, til det fuldstændig overspændte og ekstremt emotionelle. Ikke sjældent med pludselige spring fra det ene til det andet. Hos Bruckner finder vi dog ikke den samme splittelse, den samme smerte og det samme mørke som hos Mahler. Hos ham er der mere noget overstadigt heroisk på spil, når messingblæserne får frit spil.

Og netop messingblæserne er vigtige, når Bruckner skal opføres. Heldigt nok, så er Aarhus Symfoniorkester udstyret med en rigtig dygtig messingblæsersektion, som kan tage livtag med Bruckners heftige klange. Ikke at andre orkestergrupper er underordnede, for der er selvfølgelig også brug for meget dygtige strygere til 2. satsens sarte strygerpassager og virkelig dygtige træblæsere til de pastorale passager i scherzo-satsens trio-del, men messingblæserne spiller altså den gennemgående hovedrolle hos Bruckner.

Orkestret leverede på alle parametre, og selvom jeg personligt nogle gange kan have svært ved at fastholde fokus igennem en hel Bruckner-symfoni, så lykkedes det altså for Pierre Bleuse og Aarhus Symfoniorkester at fange publikum ind i og fastholde musikalsk nerve og fokus i værkets lange træk.

Pierre Bleuse udstrålede som sagt hele aftenen igennem en stor spilleglæde og tog storsmilende imod publikums applaus, og så igennem fingre med det desværre store antal af koncertgæster, som hastede mod udgangen og deres biler før klapsalverne var hverken halvt eller helt færdige. Kære koncertpublikum: Det må kunne gøres med større finesse!

Symfonisk Sal i Musikhuset er af flere omgange udråbt til at være Danmarks bedste symfoniske sal, men i Aarhus Symfoniorkester og i en efterhånden lang liste af dygtige samarbejdspartnere på dirigentpodiet, så har Aarhus, som aftenens koncert var med til at understøtte, altså også den kunstneriske kvalitet til at fylde rammerne ud.