Siden 1935 har Aarhus Symfoniorkester leveret klassisk
orkestermusik til århusianerne. Det fejrede orkestret med en fødselsdagskoncert
den 17. januar i Musikhusets symfoniske sal. At det i så mange år har kunnet
lade sig gøre at opretholde et symfonisk orkester i ”provinsen” - i Danmarks
næststørste by - er da også værd at fejre med en festkoncert.
Og Aarhus er ikke den eneste by, der har et symfonisk
orkester (og har haft det i mange år efterhånden). I sig selv er det en kæmpemæssig
kulturpolitisk succeshistorie, at vi i et relativt lille land som Danmark - ud
over DR’s Symfoniorkester - har hele 5 landsdelsorkestre. Orkestre, som
opretholder et højt musikalsk niveau og efterhånden også har fysiske rammer,
der sikrer gode koncertoplevelser.
MEN - og sådan et er der jo ofte - vil det også være sådan i
fremtiden?
Aarhus Symfoniorkesters afgående musikchef Jesper Nordin rejste i sin tale i anledning af festkoncerten netop dette spørgsmål.
I første omgang peger Nordin på, at et symfoniorkester af
Aarhus Symfoniorkesters kaliber er ”elite-kultur-udøvere, på samme måde som de
bedste 800 meter løbere i Danmark er elite-sports-udøvere”, og at være ”elite”-professionel
på det niveau koster.
For at kunne finansiere en stor kulturinstitution som et
symfoniorkester er man ”dybt afhængige” af ” lovbestemte, offentlige tilskud”, som Nordin
udtrykker det. Og her er det, at fremtidsbekymringerne kommer ind i billedet,
for ifølge Nordin ”svinder” disse tilskud ”lige så stille ind” samtidig med, at
det står klart, at ”landsdelsorkestrenes helt store udfordring lige nu er, at
det er svært at finde allierede i det politiske system”.
Med andre ord, så er det en politisk beslutning om der også
i fremtiden skal være symfoniske landsdelsorkestre, hvilket aftvang følgende,
meget direkte, opfordring fra Nordin til publikum:
” Derfor er
det min bøn til alle jer der sidder her i dag, at i skal påvirke jeres
politikere, hvis I også gerne vil gå til symfoniske koncerter om 3, 5 eller 10
år her i Symfonisk Sal. Og det arbejde skal gøres nu, for tiden rinder ud mens
de offentlige tilskud svinder ind, og de slår ganske simpelt ikke til, hvis man
ønsker at bevare dét Aarhus Symfoniorkester man har nu. Så enkelt kan det
siges.
Potentialet er her faktisk til, at Aarhus kan have et
symfoniorkester i verdensklasse. Altså i den absolutte top. Hvis man ønsker
det, så har man alle forudsætninger for det. Før vi overhovedet kan overveje
dén drøm, så handler det altså om at sikre det eksisterende. Ellers er der
ingen fremtid for Aarhus Symfoniorkester som vi kender det i dag.”
Det er selvfølgelig en dramatisk udmelding at så tvivl om
Aarhus Symfoniorkesters fremtid på denne måde. Og læser man bemærkningen om
manglen på politisk allierede med, så er det jo i virkeligheden alle
landsdelsorkestrene, Nordin taler om. Men når en mand som Jesper Nordins - med
det erfaringsgrundlag og det indgående kendskab til den klassisk-symfoniske
musiks rammevilkår, som han har - kommer med en sådan udmelding, så bygger dramatikken
på et solidt grundlag.
Nu kunne man selvfølgelig spørge sig selv om det virkelig er
vigtigt med symfoniske landdelsorkestre ”i verdensklasse”. Som jeg har skrevet
om andetsteds, så kunne man også
diskutere om den klassiske musik som sådan overhovedet har en fremtid. Kommer
man rent faktisk i Symfonisk Sal i Musikhuset i Aarhus - eller i andre af de
danske koncertsale - så vil man se, at aldersgennemsnittet er højt. Dette
bekræftes også af undersøgelser på området. De yngre generationer svigter den
klassiske musik og de klassiske koncertsale. Og måske skal vi på den måde bare acceptere,
at klassisk musik og symfoniorkestre hører fortiden til?
Her vil jeg gerne udstøde et stort og rungende ”nej!”, for i
en tid, hvor alting splintres i overfladiskhed og vitaminfattige her og
nu-stimuli, så har vi brug for det som den klassiske musik og det symfoniske
format kan tilbyde: Fordybelsen og den følelsesrigdom, der vokser ud af den
klassiske partiturmusik.
Nordin siger det på denne måde i sin tale :
”Det er sindssygt komplekst, og så sindssygt smukt når det
hele går op i en højere enhed. Fordi det er mennesker, der spiller musik
skrevet af mennesker, sammen med mennesker, for mennesker.
Det er en symfoni af kød, hud, øjne, arme, hjerner, fingre,
læber og lunger. Det er tanker, instinkter, indsigt og kompetence. Det er
indforståede blikke hen over nodestativerne, voldsomme energier, adrenalin,
kuldegysninger, kaos og larm, og ind imellem måske uforståelige klange, til
skræk og rædsel for de mere konservative lyttere.
Men det er også harmoni, stilhed, ro og fordybelse. Og som
oftest er det forsonende, supermenneskelige forbindelser på tværs af alle
forskelle.”
Og hvad kunne vi mere have brug for i den kaotiske og
udfordrende fremtid, der tegner sig for menneskeheden i disse år?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar