Musikforbrug under forvandling

Vores musikforbrug og dermed vores måde at lytte til musik - herunder klassisk musik - har ændret sig dramatisk i løbet af de seneste 100 år. Sociologisk er der selvfølgelig sket massive samfundsforandringer. Især de vestlige samfund har ændret sig og dermed har musikforbruget naturligvis også ændret sig. Massesamfund og kulturindustri er blevet realiteter vi lever med og som former vores adfærd.

Før i tiden var musik noget man lyttede til live, men i "den tekniske reproducerbarheds tidsalder" har indspilnings- og afspilningsteknologier flyttet en stor del af vores musikforbrug over i lyd- og billedmedierne, og fra det offentlige rum ind i privatsfæren. Og i det seneste årti har musikforbruget med streamingteknologien taget yderligere en drejning i retning af den absolutte individualisering. 

Hvor plademediet og især albumformatet (helt frem til CD'ens korte æra) stadig havde en kollektiviserende effekt i musikforbruget, så er det i dag den individualiserede playliste, der i stadig højere grad - på godt og ondt - trækker musikforbruget. 

Helt ny er tendensen dog ikke. I en artikel i magasinet BBC Music (BBC's magasin for klassisk musik) peges der med udgangspunkt i et nyt "album" fra den ukrainsk-finske dirigent Dalia Stasevska på 80'erne og 90'ernes såkaldte mixtapes, som en forgænger for nutidens playlister. Jeg får selv øjeblikkeligt gode minder om adskillige kasettebånd med personlige favoritter fra min egen ungdom …

Stasevskas ”album” (som jeg selv har streamet fra Spofity) hedder ”Dalia’s Mixtape” og består af en række nyere værker, som hun har indspillet sammen BBC Symphony Orchestra, for hvem hun i øjeblikket er ”Principal Guest Conductor”. Følger man lidt med i udbuddet af såkaldt klassisk musik er det ikke et enkeltstående fænomen, at der udgives det man med et andet ord kunne kalde ”kompilationer”. Det bliver faktisk mere og mere almindeligt, at der ikke længere er det samme fokus på ”albums” med hele sammenhængende værker af typisk den samme komponist. Og det bliver - kan jeg konstatere på Spotify -også mere og mere almindeligt, at klassiske kunstnere udgiver såkaldte ”singler”, som kan tilføjes playlisterne med det samme.

Det nye musikforbrug har selvfølgelig både gode og dårlige sider.

Potentielt set når mere og sjældnere hørte værker i dag ud til en langt bredere skare af forbrugere. Alt kan i dag findes frem med et par enkelte klik på smartphonen, og det er faktisk godt nyt for både musikkens udbredelse og dermed i princippet også for de skabende og udøvende kunstnere. Dog må man sige, at streamingtjenesternes betaling til både komponister og udøvende kunstnere har vist sig at være, lad os bare sige, noget fedtede. Hvilket selvfølgelig igen hænger sammen med vores egen villighed til at betale for musikken. Der skal meget streaming til, før den betaling en kunstner modtog for et gammeldags album på LP eller CD er hjemme.

Bagsiden af det individualiserede musikforbrug og bevægelsen væk fra at lytte til hele albums og hele værker er dog, at vi måske lytter mindre i dybden, når vi lytter. Vores musikforbrug bliver mere og mere til en konstant kværnende baggrundsstøj eller underlægningsmusik til dagliglivets transportscener. I artiklen fra BBC Music fremhæves det dog, at den form for kritik har længere rødder og allerede blev rettet imod den kulturindustrielle udbredelse af musikken i LP’ens tidsalder. En musikhistorisk bog fra 1968 refereres således for dette synspunkt: ”Today, we can hear any music we choose from any period, in any style, played by the finest musicians in the world. What is more, with a record, we can hear it as often as we like, and this has completely changed the part music has taken in our daily lives” […] “perhaps we have to much music now - and because it is so easily obtained, we make too little effort to listen to it. An enormous amount of music … is often regarded as just a background to talking, eating or housework”.

Om der er grund til at nære denne form for pessimisme på musikkens vegne skal jeg lade være usagt. Tiden viser jo også tegn på den modsatte bevægelse. Analoge medier som LP’en har fået en renæssance, også hos den/de generationer, der er vokset op i streamingens og de korte formaters tidsalder.