Arvo Pärt: Da ny kompositionsmusik fik bred appel

Få nulevende komponister er som estiske Arvo Pärt gået fra at være næsten ukendte til at opnå en form for stjernestatus. Og det ikke bare for et smalt publikum af kendere, men for et bredt publikum, der også inkluderer et publikum, der ellers normalt ikke ville lytte til moderne kompositionsmusik. I flere år har Pärt og hans musik således konkurreret med John Williams (ja, ham med Star Wars-temaet m.v.) om at være den mest opførte af en nulevende komponist.

I den seneste opgørelse over mest opførte nulevende komponister
 lå Arvo Pärt på en andenplads kun overgået af filmkomponisten John Williams. 

Pärt blev født den 11.september 1935 i Estland og kunne altså for nylig fejre sin 90 års fødselsdag. Han voksede op i 1950'erne og færdiggjorde sine studier ved konservatoriet i Talinn i 1963. 

Efter eksperimenter med en modernisme og serialisme vendte Pärt sig i slutningen af 1960'erne mod en religiøs tilværelsesforståelse og begyndte at komponere religiøse værker i en mere enkel stil inspireret af middelalderlig vokalmusik. Denne religiøse vending betød, at Pärts musik blev fravalgt til opførelse i hjemlandet, da religiøsitet og religiøs musik ikke passede ind i den officielle kommunistiske kulturpolitik.

Det førte til en længere periode, hvor Pärt koncentrerede sig om studier af middelalder- og renæssancemusik, og om at udvikle sit eget personlige tonesprog (uden dog at kunne få den opført i hjemlandet). I denne periode konverterede Pärt også fra protestantisme til ortodoks kristendom. 

Omkring 1976 er Pärts nye kompositionsteknik endelig færdigudviklet og finder udtryk i værket "Für Alina", som Pärt i videoen ovenfor spiller et uddrag fra i anledning af værkets 50 års jubilæum næste år.

Teknikken eller stilen får af Pärt navnet "tintinnabuli" (afledt af det latinske ord for klokker) og er kendetegnet ved et meget enkelt tonesprog, som har visse ligheder med det tonesprog, der samtidig vokser frem i USA og andre vestlige lande under overskriften "minimalisme". Pärts musik og musikalske univers forbliver dog tæt knyttet til en inderlig kristen bekendelse og til middelalderlige, kirkemusikalske traditioner. 

Pärt-albummet "Arbos", der oprindelig udkom i 1987.

I midten af 1980'erne udkommer Pärts "tintinnabuli"-musik for første gang i vesten på det kultagtige, tyske pladeselskab ECM. Det er albummet "Tabula Rasa" (1984). Og nogle år efter udkommer albummet "Arbos" (1987) på samme pladeselskab. Her møder Pärts musik for første gang den engelske korleder Paul Hillier og hans vokalensemble The Hilliard Ensemble. Det bliver som man kan læse mere om her et samarbejde som virkelig sætter Arvo Pärts musik på et bredere musikalsk og musikhistorisk landkort, hvor han altså har været siden.

I år udkom så endnu et Pärt-album "...Lente" på pladeselskabet Berlin Classics. Her spiller det fremragende orkester Concerto Copenhagen, som egentlig er specialister i opførelser på historiske instrumenter, sammen med Det Estiske Filharmoniske Kor og dirigenten Tönu Kaljuste en række af Pärts bedste værker. Bl.a. hans "Stabat Mater" og hans "Berliner Messe". Et album, som i Information blev anmeldt som "respektindgydende" af Valdemar Lønsted og i Politiken blev anmeldt med 6 hjerter under overskriften "Musikken føles som at bade i kildeklart vand" af Thomas Michelsen. 

Albummet "...Lente" med Pärt-musik på historiske instrumenter,
der udkom i foråret.

Det siger sig selv, at jeg glæder mig rigtig meget til at skulle høre netop disse musikere i Aarhus Domkirke i morgen med et rent Pärt-program. En oplevelse, som jeg nok skal give en nærmere vurdering af efterfølgende.