Sub specie aeternitatis: Blomstedt og Bruckner i København

På en måde er det meget passende, at jeg efter en længere skrivepause tager hul på en ny koncertsæson med at skrive lidt om endnu en fantastisk koncertoplevelse med Herbert Blomstedt og DR Symfoniorkesteret i København. Passende fordi mit sidste indlæg netop handlede om forårets koncert med Herbert Blomstedt, hvor han sammen med DR Symfoniorkesteret pustede vidunderligt liv i Beethovens 7. Symfoni og Mozarts Prager-symfoni.

I fredagens koncert var det dog andre og mere senromantiske toner, der var på programmet med Bruckners 9. symfoni. En symfoni skrevet i slutningen af Bruckners liv - og ja, faktisk af samme årsag en ufuldendt symfoni i kun tre satser. Under alle omstændigheder i den oprindelige version som Blomstedt og orkester opførte torsdag og fredag i DR Koncerthuset.

Bruckners symfonier i almindelighed og den 9. symfoni specifikt er monumentale værker. I den symfoniske litteratur er det næsten kun Mahler, der i skala og og udtryk kommer på højde med Bruckner. At begge nåede til vejs ende med deres 9. symfonier er i øvrigt yderligere et fællesstræk, som man enten kan forklare med tilfældighedernes spil eller den nok så berømte Beethoven-effekt.

Men der er selvfølgelig også forskelle på Bruckner og Mahler. Ikke mindst i det musikalske udtryk. Det er som om, at der hos Bruckner er en religiøs overbygning og et blik ind i det uendelige, som Mahler ikke rummer på samme måde. 

Måske er det derfor, at Bruckner og hans symfonier lader til at indtage en særlig position for Herbert Blomstedt som dirigent. Blomstedt er som bekendt et stærkt troende og religiøst menneske, og citeredes i det digitale koncertprogram for følgende udtalelse: "Bruckners symfonier er udtryk for længslen efter det evige. Han fører tilhørerne ind i en verden, de ellers aldrig ville kunne opleve". 

Og hvordan opnår Bruckner, Blomstedt og DR Symfoniorkesteret så dette blik ind i det uendelige? Jo en stor del af "hemmeligheden" er Bruckners flair for at skrive for messingblæsere. Inspirationen kommer klart fra Wagner, men Bruckner overgår på alle måder forbilledet i sin anvendelse af denne del af symfoniorkestret. Det kom også til fuld udfoldelse i fredagens koncert. 

Symfoniens anden sats - scherzoen - er et kapitel for sig, og har siden jeg første gang hørte satsen på grammofonplade i Georg Soltis version fascineret mig i al sin martialske vildskab. Den fik vi også i en legende og herligt vild version med Herbert Blomstedt og DR-symfonikerne.

Herbert Blomstedt (med rollator) under den sidste fremkaldelse på scenen. 
Foto: Paw Hedegaard Amdisen

Alder og tid er mærkelige størrelser. Det slog mig, da jeg efter koncerten i fredags tænkte over den oplevelse, jeg havde haft. Her stod en 98-årig dirigent, der entrerede og forlod scenen med rollator, i spidsen for et orkester, der spillede en symfoni af en komponist, som sidste september kunne have fejret sin 200 års fødselsdag, på en måde så musikken fik liv og levede på samme måde, som den havde levet i Bruckners sind i tilblivelsesprocessen og ved samtlige opførsler lige siden. På samme tid så nærværende og samtidig så langt væk. Som et blik ind i evigheden eller "under evighedens synsvinkel", som man også kalder det.

I øvrigt var det rørende igen at opleve den store grad af forbundethed mellem dirigent, orkester og publikum, der gjorde aftenen til endnu en magisk musikoplevelse. Om det blev det sidste møde har vi til gode at se, men nu altså 98-årige Blomstedts koncertprogram er ind til videre fuldt planlagt godt ind i det nye år.