Koncerterende orgel og guddommelig Bruckner

Koncertanmeldelse

Koncert 14.11.2024 i Musikhuset, Aarhus

Koncerten var udover af være en del af Aarhus Symfoniorkesters sæsonprogram også en del af Aarhus Symfoniske Orgelfestival.

Dirigent: Pierre Bleuse
Orgelsolist: Iveta Apkalna
Orkester: Aarhus Symfoniorkester

 Spilleglæde fra både dirigent og solist prægede koncert i Musikhuset, som bød på sjælden udnyttelse af den symfoniske sals Kleis-orgel og voldsomme symfoniske udladninger fra jubilaren Anton Bruckner.

Med til et koncerthus i superligaen hører et behørigt orgel. Den symfoniske sal i Musikhuset i Aarhus er i denne sammenhæng ingen undtagelse. Salens fine Klais-orgel blev indviet i 2010 og kostede i omegnen af 9 millioner kroner. Set i forhold til hvor ofte det er i brug, må det være noget af salens dyreste inventar.

                                       Den symfoniske sals Klais-orgel spillede en hovedrolle under aftenens koncert.

Til aftenens koncert kom det bekostelige instrument dog til sin fulde ret, da den lettiske orgelsolist Iveta Apkalna gav Esa-Pekka Salonens Sinfonia Concertante for orgel og symfoniorkester fra 2022 dansk uropførelse.

Før vi kom så langt, blev aftenens koncert dog indledt med Gabriel Faurés Pavane. Et værk i den absolut lettere ende af det klassiske repertoire. Stykket findes i flere versioner og instrumentationer. I orkesterversionen indtager blæsersektionen og især fløjten en hovedrolle oven på strygernes vuggende akkompagnement. Koncertens franske dirigent Pierre Bleuse var musikalsk på hjemmebane i den charmerende franske stil og fik allerede fra koncertens start orkestret til at levere det musikalske overskud og den spilleglæde, der skulle blive et kendetegnende for hele koncerten.

Finske Esa-Pekka Salonen er nok mest kendt som dirigent, hvor han især har gjort karriere i USA, men han har altså også haft et sideløbende virke som komponist. Han har siden 2007 komponeret en række koncerter for klaver, violin og cello og senest altså værket Sinfonia Concertante for orgel og orkester, som fik sin verdenspremiere i 2022 med Det Nationale Polske Radiosymfoniorkester og aftenens solist Iveta Apkalna.

Stilistisk kan det være svært at placere Salonen som komponist, og han har helt sikkert også gennemgået en stilistisk nyudvikling som komponist. I aftenens værk var der således både træk af europæisk modernisme, en god del impressionisme, Stravinskij og samtidig et element af noget meget amerikansk. Undervejs i stykket kom jeg således flere gange ubevidst til at tænke på den berømte filmkomponist Bernard Hermann, som nok mest er kendt for at have leveret soundtrack til nogle af de mest klassiske Hitchcock-film. Især det svimlende soundtrack til Vertigo lurede i baghovedet hos mig.

Som beskrevet i koncertnoterne, så er tanken bag Salonens værk at lade orglets og orkestrets klange vokse ind i hinanden til det punkt, hvor det bliver svært at skelne det ene fra det andet. Orglet rummer jo i sig selv et orkester, og der er helt sikkert passager i værket, hvor orglets og orkestrets klang vokser sammen. På den baggrund skal man også forstå værkets titel, Sinfonia Concertante, som netop peger mere i retning af det symfonisk koncerterende mere end en koncert med solisten i centrum som værkets virtuose midtpunkt. Både Apkalna, orkestret og Bleuse forløste på denne baggrund værket forbilledligt.

Et begejstret publikum fik fremkaldt Apkalna flere gange og hun kvitterede med et ekstranummer, der næsten flabet virtuost kun spilles med orglets pedal-klaviatur. Det var således, imponerende nok, kun Iveta Apkalnas fødder, der var i aktion i nulevende fransk-libanesiske Naji Hakims showpiece ”Alla russa” fra værket Quatre Etudes-Caprices. Spilleglæden strålede ud af Apkalnas fysiske performance.

Spilleglæden - denne gang fra orkestrets og dirigentens side - var også gennemgående, da vi efter pausen blev præsenteret for Bruckners 4. symfoni, der også går under navnet ”den romantiske”. Her 200 år efter den østrigske organist og symfonikers fødsel er det jo næsten obligatorisk at have Bruckner på programmet, og den 4. symfoni er i denne sammenhæng også en klassiker. Det religiøse spillede en stor rolle for Bruckner og ”Det guddommelige”, som aftenens program var døbt, er en nærliggende metafor at bringe i spil, når man skal beskrive hvad der søges efter og er på spil i Bruckners monumentale symfonier.

Det er nærliggende at bringe Mahler i spil, når man taler om Bruckner. Begge skriver monumentale symfoniske værker, der veksler mellem det sarte kammermusikalske, hvor inspirationen ofte er folkelig, jovial og pastoral, til det fuldstændig overspændte og ekstremt emotionelle. Ikke sjældent med pludselige spring fra det ene til det andet. Hos Bruckner finder vi dog ikke den samme splittelse, den samme smerte og det samme mørke som hos Mahler. Hos ham er der mere noget overstadigt heroisk på spil, når messingblæserne får frit spil.

Og netop messingblæserne er vigtige, når Bruckner skal opføres. Heldigt nok, så er Aarhus Symfoniorkester udstyret med en rigtig dygtig messingblæsersektion, som kan tage livtag med Bruckners heftige klange. Ikke at andre orkestergrupper er underordnede, for der er selvfølgelig også brug for meget dygtige strygere til 2. satsens sarte strygerpassager og virkelig dygtige træblæsere til de pastorale passager i scherzo-satsens trio-del, men messingblæserne spiller altså den gennemgående hovedrolle hos Bruckner.

Orkestret leverede på alle parametre, og selvom jeg personligt nogle gange kan have svært ved at fastholde fokus igennem en hel Bruckner-symfoni, så lykkedes det altså for Pierre Bleuse og Aarhus Symfoniorkester at fange publikum ind i og fastholde musikalsk nerve og fokus i værkets lange træk.

Pierre Bleuse udstrålede som sagt hele aftenen igennem en stor spilleglæde og tog storsmilende imod publikums applaus, og så igennem fingre med det desværre store antal af koncertgæster, som hastede mod udgangen og deres biler før klapsalverne var hverken halvt eller helt færdige. Kære koncertpublikum: Det må kunne gøres med større finesse!

Symfonisk Sal i Musikhuset er af flere omgange udråbt til at være Danmarks bedste symfoniske sal, men i Aarhus Symfoniorkester og i en efterhånden lang liste af dygtige samarbejdspartnere på dirigentpodiet, så har Aarhus, som aftenens koncert var med til at understøtte, altså også den kunstneriske kvalitet til at fylde rammerne ud.