Klange fra den anden side

Koncertanmeldelse

Koncert 23.11.2024 i Musikhusets Lille sal, Aarhus

Koncerten var arrangeret af Aarhus Musikforening

Klaver: Marianna Shirinyan

Violin: Alexander Sitkovetsky

Klarinet: Mathias Kjøller

Cello: Andreas Brantelid

Stærkt ensemble af dygtige musikere sammensat til lejligheden gav liv til moderne kammermusikklassiker, men måtte til tider kæmpe om opmærksomheden med mystisk baggrundsstøj.

Fokus på det musikalske øjeblik er naturligvis alfa og omega for den gode koncertoplevelse. Desværre måtte de pivdygtige musikere, som Aarhus Musikforening havde hyret ind til at spille et fantastisk program med nyere fransk kammermusik eftermiddagen igennem kæmpe med mystisk - hviskende - baggrundsstøj. Baggrundsstøj som i hvert fald for mit vedkommende i afgørende øjeblikke, især i de stille og intime faser af musikken og i de vigtige overgange til stilhed, forstyrrede det musikalske øjeblik mere end godt var.

Hverken musikere eller Aarhus Musikforening kan naturligvis klandres for dette, men det er ikke så godt, at en professional musikarrangør som Musikhuset ikke har styr på så vigtigt et parameter som en koncertsal, der er renset for eventuelle støjkilder, som ikke stammer fra musikere eller publikum.

Når dette indledende forbehold er nævnt, så var der stadig tale om en koncert, der virkelig løftede og gav liv til musikken. Ikke mindst fordi der var tale om et ensemble af virkelig dygtige musikere. Armensk-danske Marianna Shirinyan behøver vist ikke yderligere introduktion, men både Mathias Kjøller, der siden 2007 har været soloklarinettist i Aarhus Symfoniorkester og cellisten Andreas Brantelid er blandt vores dygtigste, danske instrumentalister. Suppleret med den garvede russisk-engelske kammermusiker Alexander Sitkovetsky på violin, var der ingen tvivl om, at det var et powerensemble af musikere, der var blevet sat sammen til lejligheden. Med det program, der var sat for dagen, var det da også ganske på sin plads med et ensemble af dygtige solister.

                               En kvartet af dygtige musikere gav liv til musikken. Foto: Paw Amdisen

Koncerten indledtes da også med hvad der må betegnes som nærmest et solostykke for klarinet. Debussys Première Rhapsodie var i hvert fald som udgangspunkt bestilt og skrevet som en eksamensopgave for en studerende på konservatoriet i Paris. Når man tænker på Debussys eksperimenter med heltoneskalaer og pentatone skalaer må det have været stærk kost for ørene i 1910, da værket blev spillet for første gang, men også uvant og vanskeligt for en stakkels klarinetsolist, som på dette tidspunkt nok var opflasket udelukkende på dur- og mol-tonalitet. I Mathias Kjøllers og Marianna Shirinyans kapable hænder lød Debussy dog ganske ubesværet. Som værk betragtet er dog næppe et af de værker, jeg personligt vil vende tilbage til. Dertil er det musikalske materiale i mine ører lidt for uinteressant.

Uinteressant kan man til gengæld ikke kalde Ravels Klavertrio i a-mol, som var næste værk på programmet. Som også Debussys musik er Ravels musik umiskendeligt fransk, og begge må vel også siges at høre til den impressionistiske skole, hvor fokus er på klang, sansning og sensibilitet. I Ravels tilfælde og særligt i forhold til et værk som klavertrioen måske endda hypersensibilitet. Der er på alle måder et overstrømmende værk, der virkelig kræver kammermusikalsk musikerskab for at shine. Og præcis dette leverede Marianna Shirinyan sammen med Alaxander Sitkovetsky og Andreas Brantelid. Særligt stærkt for mig stod tredjesatsens passacaglia, som for mig at se også er trioens tyngdepunkt. Som passacaglia-formen tilsiger, er der tale om en insisterende og i dette tilfælde dybt elegisk melodistump, der starter i klaverets dybe register og som gentages og vokser i styrke frem til et emotionelt klimaks, hvorefter det stille vandrer tilbage og dør ud i klaverets dybeste register, hvor det startede. Meget rørende og smukt, når det spilles med indføling og tyngde, som i dette tilfælde.

Efter pausen stod vi overfor programmets absolutte hovedattraktion. Igen fransk musik, men nu i generationen efter Debussy og Ravel, men stadig med det samme fokus på klang og sanselighed. Nu dog med en religiøs overbygning og et mere modernistisk tonesprog.

Oliver Messiaens ”Kvartet til tidens ende” er på flere måder et særligt værk. Det er skrevet og uropført i en fangelejr i januar 1941. Både musikere og publikum var krigsfanger, mange af dem franske, der sad i fangelejren Stalag VIII A efter de foregående års tyske blitzkrieg. Kvartetten er, sikkert delvist dikteret af omstændighederne, skrevet for et ikke helt typisk ensemble bestående af klaver, violin, cello og klarinet. Og så er værket ikke i alle dele af værket en kvartet i den kammermusikalske forstand af ordet, da en del af værkets satser ikke spilles af alle instrumenter sammen. I en af satserne er klarinetten således solist og i andre mødes instrumenterne i mindre og skiftende konstellationer. Kvartetten har også frem for sonateformens klassiske tre eller fire satser en struktur med otte satser af meget varierende længde.

En anden måde som værket skiller sig ud på - som kammermusik - er den stærke religiøse tematik, der er på spil værket igennem og i satsbetegnelserne. Et eksempel kunne være 2. satsens titel: ”Vokalise, for englen der bringer bud om tidens ende”. Men næsten alle satsbetegnelserne har titler, der bringer religiøse billeder i spil, og især billeder omkring den yderste dag (tidens ende), men også lovprisninger af Jesu udødelighed og evighed.

Messiaen var livet igennem dybt troende, men i en særlig version præget af katolsk mysticisme - han skrev senere et større, operaagtigt værk om Frans af Assisi - og et særligt forhold til natur og landskaber. I den forbindelse var Messiaen især optaget af fuglesang, som også tematisk indgår i mange i hans værker. Også i kvartetten kan man tydeligt høre denne inspiration. Ikke mindst i 3. satsen - ”Fuglenes dyb” - hvor klarinetten er solist.

Overordnet kan man sige at værket veksler mellem mere voldsomme udbrud, hvor både rytmik og klang afspejler en form for panisk ekstase og så perioder som både melodisk og rytmisk set er mere statiske, hymniske og meditative på en måde, som er ganske særegen for Messiaen og optræder i mange af hans værker. Her føles det næsten - apropos værkets titel - som om tiden går i stå og vi skuer ind på den anden side.  i en metafysisk, religiøs forstand. Her kan særligt 5. satsens duet mellem cello og klaver fremhæves.

Nogle gange kunne man godt tænke sig at have været fluen på væggen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan denne mystiske, dunkle og samtidig fuldstændig afklarede musik mon blev modtaget tilbage i en fangelejr i det nuværende Polen på en sikkert kold januardag i 1941. Ifølge programnoterne skulle Messiaen selv have udtalt, at: ”Aldrig blev jeg mødt med så megen opmærksomhed og forståelse”.

Til trods for de nævnte lydproblemer i salen, så lykkedes det til fulde for musikerne at give liv til Messiaens kammermusikalske hovedværk. Både i det kammermusikalske samspil og i de mere solistiske dele af værket. Det er svært at fremhæve dele af opførelsen, men der er ingen tvivl om, at de mere hymniske og meditative dele af værket stod særlig stærkt for mig. Ikke mindst de rørende duetter mellem klaver og cello i 5. satsen og mellem klaver og violin i 8. satsen, som begge kræver et virkelig balanceret, afdæmpet og samtidig intenst og indfølt spil for at fungere. Både kombinationen Shirinyan/Brantelid og Shirinyan/Sitkovsky fungerede optimalt her. Men generelt var der altså værket igennem tale om kammermusik og kammermusikspil af virkelig høj kvalitet.

Det er lidt et sats i en foreningsdrevet sammenhæng at sætte Messiaen på programmet, og jeg kunne da også høre blandt mit medpublikum, at Messiaens krævende klangunivers ikke faldt i lige god smag hos alle. Derfor, til sidst, en tak til Aarhus Musikforening for at have modet til også at programsætte musik, der også udfordrer medlemmernes og publikums ører på en anden måde end klassikkens og romantikkens kammermusikalske standardværker.