Claudio Abbado - en af de store formidlere

I dag er det på datoen 11 år siden, at vi - for tidligt - mistede en af de store formidlere af klassisk musik. Den italienske dirigent Claudio Abbado. I de sidste mange år af sit liv kæmpede Abbado med sygdom, hvilket også blev mere og mere synligt. 

Om sygdommen øgede intensiteten i Abbados opførelser er ikke til at sige, men der er i hvert fald en særlig aura over de sidste års koncerter. Særligt står Mahler-opførelserne på Lucerne-festivalen stærkt i min bevidsthed. På YouTube kan man finde en video fra opførelsen af Mahlers 9. Symfoni fra 2009, som er noget af de mest bevægende, når det kommer til Mahler-opførelser. 

Symfonien dør i mod slutningen ud i intetheden, og til slut opstår der et magisk øjeblik i koncertsalen, hvor tavsheden opsluger musikken og Abbado står tilbage dybt fokuseret foran orkestret med hævede arme, som han langsomt sænker og lukker øjnene. Herefter følger hvad der virker som en flere minutter lang tavshed i salen, før publikum med et kæmpe applaus anerkender det, de lige har været vidner til.

Der er en oplevelse, der står i skarp kontrast til den oplevelse jeg selv og mange andre havde sidste år i Musikhuset i Aarhus, hvor en utålmodig koncertgænger forlod salen under de sidste døende toner i den afsluttende sats af Mahler, og smækkede døren efter sig.

Yndlingsdirigenter er et særligt samtaleemne for klassiske nørder, og her må jeg bare sige, at Abbado for mig hører til i superligaen. Han overtog efter Herbert von Karajans død i 1989 chefdirigentposten for Berliner Filharmonikerne og havde denne post frem til 2002, hvilket må siges i sig selv at være en bedrift, da den tunge arv fra Karajan virkelig havde sat sig i orkestret. Dirigentmæssigt var de to modpoler. Karajan med de bestemte, men store armbevægelser og Abbado med sin elegante og afdæmpede stil. Den selvbevidste og selviscenesættende Karajan over for den ydmyge Abbado, som altid sætte musikken og musikerne i centrum. De sidste viste han også ved gang på gang at organisere og lede orkestre med talentfulde, unge musikere. Eksempelvis Gustav Mahler Jugendorchester, som man også kan finde en optagelse med på YouTube (fra 2004), hvor de under Abbados ledelse spiller Mahlers 9. Symfoni.