Noget af de særlige ved den klassiske musik er jo det her med, at man bliver ved med at indspille de samme "klassiske" værker igen og igen - mange (hundrede) år efter, at de første gang blev komponeret og opført første gang.
I den klassiske musik vender man således, ofte side om side med helt nykomponeret musik, tilbage til mange af de samme værker. For selvom alt er skrevet ned og musikken er noteret på en måde, så der ikke er tvivl om en eneste tone, så bliver musikken først levende i fortolkningen, og fortolkningen kan ændre et værk, så det til trods for, at tonerne altså er fuldstændig de samme, kan blive næsten ugenkendeligt.
En hver opførsel er på denne måde en ny version af det på papiret samme værk. Og den udøvende kunstners vigtigste opgave er at gøre værket levende for publikum i opførelsesøjeblikket.
Når værket indspilles er det samme i princippet på spil, men alligevel sker der selvfølgelig noget nyt, for med en indspilning er der selvfølgelig - med mindre man vælger at indspille en live performance (hvilket man ofte gør i den klassiske tradition) - mulighed for at klippe bider sammen og på den måde "redigere" sig frem til en opførelse, som i virkeligheden består af mange forskellige opførelser. Og så sker der selvfølgelig også det, at man med en indspilningen gemmer en bestemt opførelse (eller flere bestemte opførelser) af værket, og dermed bevarer man også denne opførelse for fremtiden. Til glæde for de klassiske musiknørder, som på den baggrund kan dyrke diskussionen om hvilken indspilning af Beethovens 9. Symfoni, der er den bedste. Og på den måde kan man også se frem til forskellige udøveres versioner af de velkendte værker.
Og sådan havde jeg det, da jeg på Spotify så, at en af mine nulevende favoritpianister - polske Krystian Zimerman - i selskab med en række yngre musikere (Maria Nowak, Katarzyna Budnik og Yuya Okamoto) er på vej med en indspilning af Brahms klaverkvartetter nr. 2 og 3 på Deutsche Grammophon.
Der er udsendt en single, hvor de fire musikere spiller 3. satsen fra den 3. kvartet - en lyrisk andante - som virker lover godt for den kommende udgivelse. Zimerman spiller med stor autoritet og leverer sammen med de tre dygtige strygere den lyriske intensitet som er så kendetegnende for Brahms.
Man kunne selvfølgelig spørge sig selv om hvor mange indspilninger af Brahms klaverkvartetter, vi har brug for, men som jeg indledningsvist har skitseret, så er det i princippet et formålsløst spørgsmål at stille til den klassiske musik, for enhver indspilning er (som en hver opførsel) på en måde en ny fødsel af værket og på den måde, så har vi brug for alle de opførsler og indspilninger, vi kan få ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar