Turangalîla: Messiaens ekstatiske hyldest til kærligheden

At lave en nogenlunde overskuelig ”omtale” af den oplevelse det var at høre Olivier Messiaens Turangalîla-symfoni i DR Koncerthuset i fredags er lige så svært, som det er at beskrive hvad der er på spil i Olivier Messiaens musik generelt. For der er rigtig mange ting på spil samtidigt.

Først og fremmest en dyb religiøsitet næret af Messiaens stærke katolske tro, men også med en stor nysgerrighed på alle former for mystisk eller intuitiv religiøsitet.  

Musikalsk synkretisme, der kombinerer inspirationer fra oldgræsk rytmik, indisk rytmik, indonesisk gamalan-musik med inspirationer fra den vestlige, ”klassiske” tradition. Inspirationen fra romantiske og senromantiske komponister som Berlioz, Wagner, Bruckner og Mahler er der ikke mindst i forhold til dimensioner, udtryk og sensibilitet, men der er også en direkte inspiration fra den musik, som Messiaen selv blev ”dannet” med i 1920’ernes franske musikmiljø. Navne som Debussy og Stravinskij er her væsentlige at nævne.

Og så er der Messiaens særlige forhold til naturen og naturens overmenneskelige kræfter. Et forhold som nok har et religiøst udspring, men også er kendetegnet ved en stor respekt for skaberværket på egne betingelser. Messiaens store interesse for fuglesang, som han mange gange bare gengiver direkte i sin musik, er et godt eksempel på dette.

Messiaens store Turangalîla-symfoni, der blev til i årene fra 1946-48 og blev uropført af Boston Symfonikerne under Leonard Bernstein i 1949 rummer alle disse dimensioner – og flere til.

Titlen ”Turangalîla” er et sammensat ord hentet fra sanskrit og har mange betydninger. ”Lîla” betyder i Messiaens udlægning både leg (de guddommelige kræfters leg med kosmos) og kærlighed. ”Turanga” betyder tid og bevægelse. Symfonien kan på den måde ses som en hyldest til kærligheden som et kosmisk begreb, eller kærligheden som en guddommelig strømning eller bevægelse i tiden.

Værket er i ti satser og kræver et meget stort orkester på scenen. Scenen i DR’s store koncertsal var derfor besat til bristepunktet og orkestret var udvidet med en hel del ”eksotiske” instrumenter, herunder en voldsomt udvidet slagtøjssektion og så det meget særlige Ondes Martenot-instrument, som er et elektroakustisk instrument med en meget særegen lyd.  Desuden ikke mindre end to celester – et klaverlignende instrument, der spiller på klokker – og et stort koncertflygel, der nærmest har en solistrolle i store dele af værket.

Ondes Martonot-instrumentet med forskellige forstærkere var sat op forrest
på scenen i DR Koncerthuset. Foto: Paw Hedegaard Amdisen.

I aftenens set up var det den franske pianist Bertrand Chamayou, der varetog denne store rolle og landskvinden Cécile Lartigau, der spillede Ondes Martonot. En rolle, som hun også varetager på den indspilning, som Deutsche Grammophon udsendte sidste år med Boston Symfonikerne – orkestret der oprindeligt uropførte værket.

Orkestrets chefdirigent Andris Nelson leder orkestret og den kinesisk-amerikanske
pianist Yuja Wang varetager klaveret på Deutsche Grammophons indspilning fra 2024,
som udkom i 2025. Det er en ganske udmærket version af værket, men der findes flere gode indspilninger. Både Seiji Ozawa, Simon Rattle og aftenens dirigent Esa-Pekka Salonen
har således indspillet værket i gode versioner.

På dirigentpodiet var det den finske stjernedirigent Esa-Pekka Salonen, der styrede slagets gang. Han har opført værket flere gange og værdsætter det højt. Det fremgik også af aftenens koncert, hvor han virkelig fik DR Symfoniorkestret til at yde sit bedste og spille med begejstring. En begejstring, som - tror jeg - i sig selv fik publikum til at bryde ud i jubel, da symfonien efter næsten halvanden times spilletid sluttede.

Stor begejstring: Orkester, dirigent og solister publikums hyldest.
Foto: Paw Hedegaard Amdisen

Værket i sig selv er nemlig krævende lytning. Det er til tider voldsom musik. Det er rastløs og storladen musik, men det er også musik med et højt lydniveau, og hvor der foregår rigtig meget på samme tid. Med andre ord, så er der – meget af tiden – tale om kompleks musik. Både rytmisk, men også i forhold til orkestrering og tonesproget, som jeg ikke vil tøve med at kalde modernistisk, er der altså nok for publikum at forholde sig til.

Heldigvis har Messiaen en evne til at kombinere det komplekse med det simple. Han bruger således en række markante og faktisk let genkendelige og næsten sangbare temaer eller motiver gennem hele værket. Ja, de optræder nærmest som en slags ledemotiver. Og så har han næsten i midten af værket placeret en guddommelig smuk og i virkeligheden meget enkel sats med den meget poetiske titel ”Kærlighedssøvnens have”. En sats, der skaber et meditativt ånderum, og som også beviser, at et modernistisk tonesprog kan være både poetisk og smukt på en helt umiddelbar måde. Orkestret og det særegne Ondes Martenot-instrument skaber i denne sats en tidløs og meditativ stemningsmusik, hvor over klaversolisten spiller idealiserede versioner af forskellige fugles sang, så man på en måde nærmest føler sig som siddende midt i paradisets have. Det var i hvert fald der, hvor jeg følte mig henne i de omkring 10 minutter, som satsen varede.

For mig blev det helt klart et oplevelsesmæssigt højdepunkt i koncerten, men det er klart, at det refugium, som denne sats udgør, kun fungerer så stærkt på baggrund af symfoniens øvrige satser, hvor stemningen er mere hektisk og rastløs.

Et godt eksempel på den mere hektisk-ekstatiske stemning finder man bl.a. i værkets femtesats og i finalesatsen, der begge indledes med nærmest fanfareagtige temaer, der – særligt i finalesatsen - giver mindelser om western-temaer fra Hollywoods guldalder, men som hurtigt udvikler sig i en mere kaotisk retning og udvikler sig til en nærmest virtuos kakofoni af forskellige tematiske brudstykker og voldsomme rytmiske figurer.

Klaverpartiet til symfonien blev oprindelig skrevet til Messiaens anden hustru pianisten Yvonne Loriod, som også flere gange har indspillet symfonien, og det er bestemt en udfordrende opgave pianisten stilles over for. Der er både solistiske partier – hvor pianistisk finesse og udtryksfuldhed er i centrum – men der også tidspunkter, hvor klaveret skal spilles med en kraft og voldsomhed, der kan konkurrere med det store orkester. Klaveret er hos Messiaen til tider også en integreret del af slagtøjsgruppen. Den franske pianist Bertrand Chamayou viste sig i aftenens løb klart på omgangshøjde med den store og krævende opgave, han var stillet over for.

Samlet set leverede både orkester, solister og dirigent det optimale, og det blev på måde den store oplevelse, som jeg havde håbet på, da jeg tog turen mod København. Et så stort og komplekst værk som Turangalïla-symfonien er ikke hverdag, når det kommer til opførsler og jeg regner på den måde ikke med at jeg kommer til at høre værket ”live” igen i min levetid. Det er derfor også med en vis taknemmelighed, at jeg nu tænker tilbage på fredagens koncert.

På min gåtur i København før koncerten faldt jeg tilfældigvis
over en dansk introduktion til Messiaen fra 1977.

Før jeg tog til Metroen til DR Koncerthuset havde jeg mulighed for at gå lidt omkring i København og besøgte bl.a. Vangsgaard bogudsalg i Rosengården. Her faldt jeg tilfældigvis over bogen ”Messiaen – en håndbog”. Bogen blev udgivet i 1977 af Poul Borum og Erik Christensen og indeholder dels nogle korte tekster af og om Messiaen, men også en ret detaljeret gennemgang af Messiaens omfattende kompositionsprincipper og Messiaens kommentarer til pladeudgivelserne af hans væsentligste værker (ind til bogens udgivelse). Hvis man ønsker at blive klogere på Messiaens musik og tænkning er det et udmærket sted at starte, men især afsnittene om Messiaens kompositionsprincipper er relativ tung, musikteoretisk læsning.