Mozart fik det sidste ord

 Koncertanmeldelse

Koncert 13.12.2024 i Musikhusets Symfoniske Sal, Aarhus

 

Sopran: Clara Cecilie Thomsen

Alt: Tuva Semmingsen

Tenor: Jakob Skov Andersen

Bas: Nicolai Elsberg

Aarhus Domkirkes Kantori

Concert Klemens

Dirigent: Giancarlo Andretta

Aarhus Symfoniorkester

 

To af den modne Mozarts mest ikoniske mesterværker dannede ramme om en stor koncertaften i Musikhusets symfoniske sal med tidligere chefdirigent i spidsen, og med et ungt hold af danske sangsolister og to lokale kor i en central hovedrolle.

 

Aftenens solister, kor, dirigent og orkester modtog 

en velfortjent hyldest fra publikum. 

Foto: Paw Amdisen

Som alle andre skal også store komponister dø på et tidspunkt. Der findes derfor et utal af uafsluttede og efterladte værker fra de store komponisters hænder. Få er dog så ikoniske som Mozarts Requiem, der populærkulturelt blev udødeliggjort med en central scene fra Milos Formans film Amadeus fra 1984, hvor Mozart på sit dødsleje dikterer sin dødsmesse til ærkerivalen Antonio Salieri.

Omstændighederne omkring værkets tilblivelse er gjort af det stof, der gør myter sejlivede. Eksempelvis Ddt faktum, at værket - en dødsmesse - blevet skrevet på et tidspunkt, hvor Mozart selv blev ramt af fatal sygdom og døde, og at messen dermed kom til at fremstå som Mozarts sidste ord til eftertiden, er en af disse omstændigheder. At ophavet til værkets bestilling efter Mozarts død blev genstand for omfattende konspirationsteorier, en anden.

Uanset hvad, så må vi sige, at få komponisters død har været dårligere timet end Mozarts. Det skulle da lige være Franz Schuberts død i 1828. Man kan selvfølgelig sige, at han - i lighed med Schubert - døde på højden af sin kreativitet og sit kunstneriske udtryk, men det er svært ikke at tænke på hvilke værker, vi kunne have haft, hvis disse to musikalske genier ikke var døde i en alder af henholdsvis kun 35 og 31 år.

Aftenens koncert i Musikhuset bød udover Mozarts Requiem også på en opførelse af Mozarts Symfoni nr. 40 i g-mol. Et værk fra 1788, som viser Mozart på højden af sit virke. Skrevet i løbet af ganske få uger hen over sommeren 1788 er denne symfoni sammen med Symfoni nr. 39 og Symfoni nr. 41 - den såkaldte ”Jupiter”-Symfoni - udtryk for både Mozarts, men i virkeligheden også den klassicistiske epokes symfoniske højdepunkt. I denne sammenhæng er det kun Haydn og den unge Beethoven, der kan være med på samme niveau.

I aftenens version - anført af Giancarlo Andretta på dirigentpodiet - fik vi en lys og legende version af denne Mozarts næstsidste symfoni. Det var således ikke det tragiske i værkets mol-klange, der fik lov at dominere, men mere en opførsel med fokus på det sangbare og dansende i Mozarts musik, men også på de mere kontrapunktiske og fugaagtige elementer i udviklingen af de musikalske materiale, som symfonien inspireret af forgængerne Bach og Händel også byder på.

Andretta, der har været chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester i perioden fra 2003-2012, dirigerer på en meget naturlig måde - uden taktstok - hvor han i en fysisk og gestikulerende stil med sine hænder former musikken. Det giver en Mozart-fortolkning som er livlig og levende, og hvor operakomponisten Mozart hele tiden lurer i baggrunden. Der var både plads til de mere vilde indsatser og gestik i værkets hurtige satser, hvor Andretta som en lille trold på podiet styrede orkestret og især strygernes indsatser, men der var også plads til en mere sart og delikat formning af musikken i den dejlige 2. sats.

Udover strygerne, som spiller en orkestral hovedrolle og introducerer symfoniens hovedmotiver og bearbejder dem kontrapunktisk, så er Mozart jo kendt for i sine modne symfonier at give blæserne og især træblæserne en ny og mere fremtrædende rolle. Det hører man bl.a. i 3. satsens vidunderlige hornpassager, men også i 4. satsens klarinetsoloer, som virkelig fik klangligt liv af orkestrets 1. klarinettist Mathias Vik Kjøller.

Efter pausen var det blevet tid for Mozarts Requiem. Der var valgt en opstilling, hvor kor og solister var placeret på et forhøjet podium bag orkestret på scenen. Jeg ved ikke om det var opstillingen eller min placering på fjerde række på gulvet, men for mig var der fra værkets start en ubalance mellem orkesterklang og kor, hvor koret lidt druknede i orkesterlyden. Efterfølgende udviklede balancen sig dog positivt og med den flotte Lacrymosa-sats gik tingene for mig endeligt op i en højere enhed med en perfekt lydbalance mellem orkester og sangstemmer. Og sådan fortsatte det heldigvis værket ud.

Til aftenens koncert havde man allieret sig med Aarhus Domkirkes Kantori og Concert Clemens - to lokale kor med hver 16 medlemmer - og de sang sig virkelig flot igennem værket. Særligt Lacrymosa-satsen gjorde som sagt indtryk. I forhold til soliststemmerne, så var man gået med et relativt ungt og dansk hold af sangere. Særligt bemærket gjorde sopranen Clara Cecilie Thomsen sig med en meget ren og klar vokal, men også Jakob Skov Andersens tenorstemme og Nicolai Elsbergs basstemme gik rent igennem i værkets solistiske passager og i kvartetterne.

Andrettas tilgang til Mozarts Requiem var den samme som til programmets første del, så fokus var mere på det dramatiske end det tragiske i musikken. Jeg overhørte efter koncerten en samtale mellem to koncertgængere, hvor der blev efterlyst en større alvor i omgangen med stoffet: ”Det er jo trods alt en dødsmesse”, som der blev sagt. Og det kunne man selvfølgelig godt sige. Jeg er dog ikke ubetinget enig. For kernen i den kristne tro og det triumferende kristne budskab er jo netop, at døden overvindes og dermed ikke har det sidste ord. Og hvis det er perspektivet, så gav aftenens energiske opførsel fuldt ud mening, for det blev Mozart og ikke døden, der fik aftenens sidste ord.