Vivaldi - ham fra Søstrene Grene?

 Jeg har ansporet af min juleferielæsning af Karl Aage Rasmussens Haydn-biografi ufortrødent kastet mig over hans seneste større komponistbiografi. Det er bogen "Et trangbrystet geni" om Antonio Vivaldi, som udkom på Multivers i 2023. I mellemtiden har Karl Aage Rasmussen for øvrigt udgivet ikke mindre end to bøger på Multivers. En kortere biografi i serien "Danske Komponister" om Diderik Buxtehude og så selvbiografien "Djævelens gaffel", som udkom her i slutningen af 2024. At han virkelig er en af de mest produktive musikforfattere i Danmark i disse år kan der således ikke herske tvivl om. Han er vel i den henseende kun overgået af den nu 90-årige Mogens Wenzel Andreasen.

Selvom Karl Aage Rasmussen nu er gået fra Gyldendal til Multivers, så er der ikke meget, der har ændret sig. Bogens layout, struktur og længde er næsten en tro kopi af Haydn-bogen fra 2022. En tematisk tilgang kobles med en kronologisk beskrivelse af komponistens liv. Et afsnit har således særlig fokus på Vivaldis betydning for den moderne tresatsede koncertform, andre fokuserer på Vivaldi som religiøs komponist, som operakomponist og som impresario. "De fire årstider" - Vivaldis ikoniske værk - får selvfølgelig også sit eget kapitel. Jeg har det rigtig fint med Rasmussens skrivestil, som er let at læse og ikke teoretisk tung. I sine mange kulturelle og historiske referencer kræver Rasmussens skrivestil dog nok en vis almen dannelse af sin læser.

Vivaldi er som komponist lidt af et paradoks. På den ene side er han, som Rasmussen skriver, en af de mest populære og hørte klassiske komponister i nutiden. På godt og ondt. Når vi kredser rundt i Søstrene Grene efter dimsedutter og billige postkort, så er der meget stor sandsynlighed for, at det er Vivaldi, der er vores underlægningsmusik, og ser vi på et værk som "De fire årstider", så er det vel noget af det mest indspillede og distribuerede klassiske musik i hele verdenen. Efter 2. verdenskrig. Men går man længere tilbage og ser på perioden fra kort efter hans død i 1741 og frem til 1930'erne - ja, så var hans musik faktisk stort set ukendt for et større publikum. Af nogle ses han stadig - bl.a. på baggrund af en selv for en barokkomponist ekstrem stor produktion af værker - som en tynd kop kaffe.

 Et andet paradoksalt element i fortællingen om Vivaldi er historien om en fysisk meget svagelig ("trangbrystet") person, der led af voldsomme luftvejsproblemer, der krævede konstant omsorg og assistance, men som alligevel var ekstremt produktiv som komponist og operaopsætter. En rødhåret italiener fra beskedne kår, som blev præsteviet, men aldrig rigtig blev fungerende præst, men til gengæld blev fast tilknyttet en musikskole for piger/kvinder fra fattige kår, der uddannede nogle af Venedigs og måske endda Italiens dygtigste instrumentalister og sangere. Som blev en højt profileret komponist med mæcener fra de højeste samfundsmæssige lag, men som også døde som en fattig og nærmest glemt komponist i Wien, og fik en næsten ligeså ydmyg begravelse som blev Mozart til del mange år senere i samme by.

Rasmussens bog fanger rigtig godt alle disse modsatrettede tendenser i Vivaldis musik og liv, men peger også på Vivaldis store kvaliteter som komponist, og hans fuldstændig uomgængelige betydning for koncertformen og den moderne solokoncert.

Selv er jeg meget glad for Vivaldi som vokalkomponist. Her er en lille smagsprøve med en af mine absolutte favoritsangerinder - Magdalena Kozena. Cecilia Bartoli og hendes Vivaldi-albums kan dog også varmt anbefales.